Makaber frihedskamp ved flyglet.
14 dage og en pose penge. Det var hvad ansøgerne blev tilbudt, da Sort/Hvid som ny scene for musikdramatik havde Open Call for bidrag til åbningsprogrammet. Og da Christian Lollike og det kunstneriske råd åbnede postkassen i Staldgade, væltede der ikke mindre end 230 ansøgninger ud på bordet hos Sort/Hvid, der med gedigen støtte fra Statens Kunstfond, er valgt som scene for musikdramatisk udvikling i perioden 2021-2024.
Det kunstneriske råd består af komponist Louise Alenius, scenograf Franciska Zahle, instruktør m.m. Johan Klint Sandberg og dramaturg Tine Voss Ilum, og der hviler både store forventninger til det kuratoriske arbejde hos rådet, og den altid udtalte forpligtelse der følger med når Statens Kunstfond er big daddy for projektet. Men omvendt mener jeg, at et til begivenheden oprettet råd netop har muligheden for at tage chancer, og vise lidt balls – de behøver ikke at tænke på deres taburetter.
Og så tilbage til åbningsprogrammets #1, DIES IRAE (vredens dag), der ligesom de syv andre små musikdramatiske performances vil få en hurtig anmeldelse her på Sceneblog, men uden stjerner. For de er alle en del af det store og ambitiøse åbningsprogram, som vi til slut vil vurdere som samlet udspil fra Sort/Hvid.
DIES IRAE er iscenesat af scenograferne Julian Toldam Juhlin og Christian Albrechtsen, i tæt samarbejde med klassisk koncertpianist og performer Eriko Makimura, mest kendt de senere år for hendes mange provokerende kammer kabareter, skabt i frigørelsens navn.
Japanske Eriko Makimura, der indtager sin plads ved flyglet som en diva, men forlader det som en mumificeret offergave, er opvokset i en kultur der har stillet enorme krav til hende som koncertpianist, og ikke har accepteret at hun ikke havde nok i sit store talent, men også havde behov for at blive set som menneske. Det er baggrunden for DIES IRAE og hendes virke de sidste mange år, hvor vi også i Danmark har haft mulighed for at stifte bekendtskab med hendes oprør gennem hendes kammer kabaretter.
I DIES IRAE koncentrerer Makimura sig fra start af melodramatisk om sit piano, og leverer med stor indføling Frantz Liszt’ Danse Macabre i spotlyset på den mørke scene, så man næsten kunne foranlediges til at tro vi er til en klassisk koncert. Men netop som publikum har vænnet sig til den tanke, bliver Makimura trukket væk fra sit flygel, og ført bort af to umælende kvinder, der med et fast greb fører pianisten om bag et forhæng. Alt imens ABBAs pophit Fernando overtager lyden i rummet som pausemusik i en telefon kø.
Efter et stykke tid kommer de igen, men denne gang fører de Makimura ind uden en trevl på kroppen, og nu må hun så fremføre Chopin ganske nøgen. Ritualet gentager sig, kvinderne bortfører efter en stund igen Makimura, som bliver mere og mere forkrøblet, da de tavse kvinder vikler hende ind i gaze, til hun blot har to pegefingre fri. Musikken bliver naturligvis derefter, og det er en pine at se hvordan pianisten end ikke kan blinke med øjnene, da selv hendes øjne er bundet ind, og kroppen fastspændt på en stolpe af stål.
Offerkoncerten DIES IRAE ender med den ultimative balsamering, hvor d’herrer Juhlin og Albrechtsen har skabt en gylden solguds-dragt, hvorfra Eriko Makimura formummet bag guldet – og mens klaustrofobien kryber ind under huden på mig – fremstammer den gregorianske hymne DIES IRAE.
Det er hverken smukt eller everyday business det her, men det var vel heller ikke det der var meningen. DIES IRAE er første del af åbningsprogrammet for musikdramatisk udvikling på Sort/Hvid, og spiller d. 7-9. oktober. Næste del er STRONG ENOUGH d. 21. oktober.
Foto: Martin Høyer