DEN KRONISKE USKYLD // Skuespilhuset, Det Kongelige Teater

⭐⭐⭐⭐⭐

Rifbjerg i Elisa Kragerups knap så uskyldige hænder.

Provokatøren Rifbjergs hovedværk Den Kroniske Uskyld er på mange måder et værk der ikke kan rykkes ved, men alligevel har Elisa Kragerups komprimerede forestilling formået at give klassikeren nyt liv.

Allerede når man træder ind i scenerummet, er Jonas Flys tætte scenografi intimiderende – når man kender historien. Og for alle de unge der i Skuespilhuset overværer Den Kroniske Uskyld for første gang, vil netop den altomsluttende publikumsopbygning være afgørende for deres oplevelse af Rifbjergs fortælling. Fortællingen fra 1940-50’erne om den unge Janus, der i puberteten tilbeder og idealiserer sin kammerat Tore. Forelsker sig i både Tore og hans næsten for perfekte kæreste, overklassepigen Helle, og oplever hvordan livet bliver ændret for altid, når Helles dominerende mor forfører Tore, og Helle derpå tager sit liv.

Simon Bennebjergs Janus er skøn, ubekymret og leddeløs som kun en teenager kan være, og Tore – Morten Hee Andersen – er præcis så flabet som en ”leader of the pack” er, når tilværelsen flasker sig. Sicilia Gadborg Høegh flyver over vandende som overklassepigen Helle, og sammen med Maria Rossing som den ynkelige, underkuede pige Ellen, er de fire karakterers skuespillere perfekte i beskrivelsen af datidens unge.

 

Og så er der Christine Albeck Børge som Fru Junkersen, Helles grusomt dominerende mor, der leger med følelser som andre leger med dukker. Christine Albeck Børge er vidunderligt følelseskold, og som den ubarmhjertige katalysator Fru Junkersen er for tragedien, må man sige at Albeck Børge spiller karakteren til perfektion. Ingen kan som hun fylde rummet med nederdrægtighed – når hun står på øverste trappetrin og overvåger selskabet med åben mund og tilbageholdt liderlighed.

Det er modigt at pille ved et ikoniseret værk, men teaterversionen af Den Kroniske Uskyld er tro mod forlægget, og lever i høj grad på iscenesættelsen i det intime opbyggede scenerum, hvor skuespillerne hopper, løber og danser rundt iblandt publikum, så ingen kan gemme sig.

Det er en Elisa Kragerup de luxe.

Foto: Camilla Winther

SE MERE

Gå ikke glip af de nyeste anbefalinger – tilmeld dig Sceneblogs nyhedsbrev!