⭐⭐⭐
Russiske sandheder på gyngende grund.
14 skuespillere fra Det Kongelige teaters ensemble er stinkende fulde i to timer. Eller rettere, Staffan Valdemar Holm har iscenesat den russiske dramatiker Ivan Vyrypajevs sandhedssøgende tekst DE FULDE med et kæmpe cast, fra de nyeste stjerneskud som Fanny Louise Bernth og Alvin Olid Bursøe, til de mest garvede kræfter som Kirsten Olesen og Karen-Lise Mynster. Scenograf Bente Lykke Møller har skabt scenerummet, og den enkle grå scenografi med uforståelige fuldemands-skriblerier på væggene og et bevægeligt gulv, er præcis så diffus og på gyngende grund som en herrebrandert føles ud på morgenen. Proppen er af flasken – scenen er sat.
Vyrypajevs tekst indeholder alt det vi normalt først buser ud med når vi har kigget for dybt i flasken, og gud, kærlighed, sex og sandheder, vælter ud af de 14 helt almindelige mennesker i DE FULDE. Teksten er som sådan ikke dårlig, den er både morsom og fuld af punchlines, samt eftertænksom og til tider alvorlig, men det russiske ophav fornægter sig ikke, og i dagens Danmark kan de fuldes sandheder næppe chokere nogen, hverken når der er tale om utroskab eller tro.
Der er masser af velkoreograferet fuldemandssnak + dans i DE FULDE, samt en fortællerstemme der på bedste vis guider os igennem de fuldes alkoholtåger og forsøg på samtaler, men det er i detaljen man skal finde guldkornene. Alle fjorten spillere agerer fulde på hver deres måde, og der er meget stor forskel på hvordan de bærer deres branderter, men bedst og morsomst er bittesmå vedvarende udtryk, som f.eks. Karen-Lise Mynsters gennemkoreograferede overklasse-vaklen, og Kirsten Olesens præcise madonna/luder karakters rappe replikker.
Staffan Valdemar Holms DE FULDE på Skuespilhusets mellemgulv kunne for min skyld gerne have været betydeligt kortere end 2 ½ time, men på den anden side – hvor tit får man chancen for at se fjorten af vores bedste være stang Bacardi.
Foto: Camilla Winther