⭐⭐⭐⭐⭐

Horizontal refreshments.

Den støvede røde jord der udgør scenegulvet på Republique-scenen Revolver, er første tegn på Tue Bierings gennemførte taktile sans, for hvordan kan man føle sig som en cowboy i det vilde vesten, hvis man ikke mærker støvet i svælget, når de klassiske tumbleweeds ruller over prærien. Og når tumbleweeds – eller vindhekse – i DARK NOON bliver spillet af en sydafrikansk skuespiller, der sammenkrøllet ruller henover den røde jord, så ved man hvad man kan forvente.

Som barn så jeg John Wayne sige Hände hoch! som det mest naturlige i verden, når han svingede med seksløberen på tyske ZDF, hvor alt jo var synkroniseret. Men jeg tænkte ikke videre over, hvorfor han mon gik rundt som en overlord og bestemte over dem der ikke var så skydegale, eller hvorfor det egentlig var ham vi holdt med. Han havde jo den hvide cowboyhat på, og sådan var det jo bare.

Men hvordan er det at vokse op på det afrikanske kontinent, og se historien om det vilde vesten fortalt gennem hvide menneskers øjne, og med det vestlige narrativs ensidige tilgang? Det er den vinkel Nhlanhla Mahlangu og Tue Biering har fokus på, når de sammen med et stort hold skuespillere fra Johannesburg spiller DARK NOON, hvor de har gjort fortællingen om den amerikanske drøm til et epos med mere end bare en enkelt sort/hvid sandhed.

Den Sydafrikanske koreograf og iscenesætter Nhlanhla Mahlangu fra THE CENTRE FOR THE LESS GOOD IDEA, har tilføjet Fix & Foxys univers en helt ny vinkel, og det er befriende at se historien om det vilde vesten – en fortærsket fortælling vi troede vi kendte – sat på spidsen, og sat i perspektiv med mørke skuespillere over hele linjen.

Fortælleren, Lillian Tshabalala, kendt fra den populære sydafrikanske dramaserie Tempy Pushas, står med opmalede læber, en enorm blond paryk på hovedet, og ellers totalt whitefaced. Må man overhovedet det, i dette krænkelsesautonome årti? Fix & Foxy gør det, og spørger bagefter.

Tshabalala begynder at fortælle om dengang emigranterne kom i millionvis, flygtende fra armod og sygdom, til et land hvor de håbede at kunne finde fred og velstand. Kort sagt, da europæerne drog over Atlanterhavet til Amerika, the land of opportunity. I 1800-tallet emigrerede millionvis af hvide europæere til Amerika, heraf over to millioner skandinaver, og nu lader Fix & Foxy et whitefaced skuespillerensemble fra Sydafrika vise hvordan historien udspandt sig – med et afrikansk tvist.

Fortælleren indleder med beskrivelsen af de pinsler emigranterne må udstå på rejsen, og skuespillerne dukker op løbende, mens kapitler som The Goldrush, Settlers vs Natives og The Genocide bliver introduceret. Johan Kølkjær og Marie Rosendahl Chemnitz’ scenografi og rekvisitter, der både omfatter nybyggerhuse, saloons og en jernbane, bliver båret ind på den røde jord og bygget op, mens publikum sidder på bænke langs siderne – når de da ikke lige bliver budt op til dans. For adskillige publikummer bliver i løbet af aftenen budt ind i scenografien, bl.a. for at agere kirkegængere, kunder i baren og klassisk amerikanske linedancers.

Publikum bliver i det hele taget inddraget på flere plan, også når de opfordres til at hive mobilen op af lommen og tage fotos af en lynchning, og Sceneblogs juniorreporter blev da mildest talt også lidt paf, da en ophidset deltager i en lynchmob trådte ud af scenografien og råbte ad ham; I bet you’ve got an iPhone – you little Millenial!

Så det er et ensemble med saft og kraft som Fix & Foxy har samlet, og Bierings samarbejde med den sydafrikanske koreograf Nhlanhla Mahlangu er en fænomenal krydsbestøvning, som giver en ekstra lag af rytme som man sjældent ser i denne del af verden.

Det er som bekendt sejrherren der skriver historien, men i DARK NOON får vi sat historien i perspektiv.

Foto: Søren Meisner

SE MERE