CPH Opera Festival åbningsfest med RUSALKA // på Flæsketorvet i Kødbyen

čury mury fuk!

Når heksen Ježibaba kaster sin trolddom over vandnymfen Rusalka, er der ingen vej tilbage. Og det er der heller ikke for CPH Opera Festival, der i år fejrer sit 10. år med et flot, stort og varieret program, der indeholder rigtig mange forskellige måder for publikum at møde opera på. Fra det brede til det elitære, fra det underholdende, ligetil og morsomme, til det nørdede og sjældne. Og frem for alt, en festival der byder på mange oplevelser i det fri, herunder den store åbningsfest, der i år igen blev afholdt på Flæsketorvet i Kødbyen.

Festivalchef Peter Lodahl kunne med stolthed kigge tilbage på flere års veludført arbejde, og mindst lige så stolt skyde årets festival i gang. Årets åbningsfest i Kødbyen var med Dvořáks RUSALKA, udført af Det slovakiske nationalteaters orkester med Oliver von Dohnányi som dirigent, med Kammerkoret Camerata, samt blandt andre Olga Tenyakova som Rusalka, og Jolana Fogašová som heksen (foto).

De rigtigt mange fremmødte på Flæsketorvet fik tre timers bøhmisk opera, og det er nok lige i overkanten, når man gerne vil præsentere opera for et nyt publikum. Stemningen var absolut fin, med medbragte picnickurve og højt humør, men i den sidste halvdel af de tre timer var der en hel del der forfaldt til hyggesnak, og lod sig friste af det gode fadøl på torvet, hvilket naturligvis betød en del højlydt snakken og latter, der ikke blev modtaget så godt hos dirigenten. Det huede bestemt ikke Oliver von Dohnányi, der stramt vendte sig om og kiggede olmt på det formastelige festivalpublikum.

Men en fest var det, og Copenhagen Opera Festival 2019 er i gang.

čury mury fuk!

Foto: Casper Koeller, Sceneblog

SE MERE