Muntert og meningsfuldt work in progress på Teater Grob.
Iranske Nassim Soleimanpour og Teater Grobs egen internationale producent, Jesper Pedersen, har med et fælles manuskript videreudviklet på ideen fra forestillingerne COOK fra 2017, og RØD KANIN, HVID KANIN, hvor en skuespiller først får et manuskript i hånden, når vedkommende stiller sig op på scenen – en såkaldt cold reading. Og hver gang COOK BOOK så bliver afviklet, er der en ny skuespiller på scenen, så hver aften er en ny oplevelse.
COOK BOOK er et portræt af landet Danmark, af byen København, og af gaden Blågårdsgade på Nørrebro. Alt sammen kogt ned til et manuskript hvor skuespilleren – som var Marie Bach Hansen da Sceneblog oplevede COOK BOOK – båder læser manuskriptet og siger replikkerne, udfører regibemærkningerne, og spiller handlingen som den nu fremstår i manus.
Jeg skal selvfølgelig ikke afsløre hverken plottet eller slutningen, men det der ligger fast, er et opstillet køkkenbord på scenen og en kogebog der skal følges, og så er det ellers bare at kaste sig ud i det for aftenens skuespiller, der på snedigste vis kommer rundt i Blågårdsgadekvarteret. For her møder vi et bredt udsnit af den farverige gade hvor sammenhold og diversitet går hånd i hånd, og Saffran ikke altid bare er et krydderi til den kogte ris.
I et teatereksperiment som COOK BOOK er det altafgørende at skuespilleren har evnerne til at give ordene liv på scenen, så da Marie Bach Hansen trådte op på de skrå brædder og rystede som et espeløv, vidste vi det ville blive underholdende. For hvad enten hun rent faktisk var nervøs for hvad der skulle ske, eller hun bare spillede, så var det hendes charme der rakte ud til publikum, der af gode grunde var mindst lige så usikre på hvad der skulle ske.
COOK BOOK er et stykke muntert og meningsfuldt work in progress på Teater Grob, hvor du selv vælger dagen og skuespilleren, men ellers intet får at vide.
Hop ud i det.
COOK BOOK spiller på Teater Grob fra d. 25. maj til d. 4. juni.