CHARLOTTENBORGS KAFFEKLUB #8 // Hvem betaler for kunsten?, Kunsthal Charlottenborg.

Fat mod, det næste store øjeblik i historien tilhører os.

Det var billedkunstneren Ursula Reuter Christiansen der i sit manifest fra d. 8. marts kom med dagens citat, men det var en veloplagt velkomst provokation fra Charlottenborg Kunsthals direktør Michael Thouber, hvor han italesatte hvorvidt der er ok at modtage penge fra fonde der har tjent deres penge på øl og cigaretter, der blev startskuddet for Charlottenborgs Kaffeklub #8 med overskriften: Hvem betaler for kunsten?

Bikubenfonden havde samlet to paneler, der med journalist Lene Johansen som moderator skulle diskutere ud fra to på forhånd stillede spørgsmål: Hvad sker der, når kunsten møder virksomheder? Og hvad sker der, når kunstens institutioner møder støttegiverne?

Panel 1 bestod af Mads Nørgaard, direktør og ejer af modehuset Mads Nørgaard – Copenhagen, Peter Holme Jensen, direktør i Aquaporin, kunstnerne Ursula Reuter Christiansen og Esben Weile Kjær, samt adm. Direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen.

Panel 2 var Søren Kaare Andersen, adm. Direktør i Bikubenfonden, Gitta Malling, bestyrelsesleder i Statens Kunstfond, Dorthe Paulli, erhvervs- og sponsorchef på Det Kongelige Teater, Janne Villadsen, program- og udviklingsdirektør på Heartland Festival, samt Rasmus Nordqvist fra European Greens og tidl. medlem af Folketinget.

Virksomheder anvender i stigende grad kunsten til at understøtte deres identitet, kreativitet og innovation – men har kunsten også brug for virksomhederne? Det var spørgsmålet der blev diskuteret i panel 1, hvor bl.a. et interessant samarbejde mellem Ursula Reuter og Mads Nørgaard blev drøftet. Opløftende at høre Mads Nørgaard beskrive Ursula Reuter som ”nem at snakke med, for hun bestemmer alt” og hans konklusion var endnu bedre: Hvis kunstneren ikke får fuld autonomi, så bliver det ikke god kunst.

Vi spiller en større og større rolle. Vi skal være transparente. Vores tilgang er dialog

I panel 2 var undertitlen Hvordan agerer fondene i kunstens økonomiske økosystem – og hvilken betydning har det for kunstinstitutionernes praksis? – og med tunge navne som Søren Kaare Andersen, adm. Direktør i Bikubenfonden, og Gitta Malling, bestyrelsesleder i Statens Kunstfond, så var det med at spidse ører, og høre efter hvad der blev sagt mellem linjerne, når spørgsmål og svar blandedes med meninger og kommentarer.

Kunsthal Charlottenborg optog hele paneldebatten i Kaffeklubben og har lagt det op på YouTube, så jeg kan kun anbefale at brygge dig en kop kaffe, smække benene op på kakkelbordet, og trykke på nedenstående link. Og lyt godt efter – der er gode ting at hente.

Foto: Casper Koeller, Sceneblog

Video: Kunsthal Charlottenborg

SE MERE HER FRA BIKUBENS SALONER