⭐⭐⭐⭐
Kareis, Clevin og Det forjættede land.
Da jeg var lille, elskede jeg Jørgen Clevin. I ved – ham der i 60’erne og 70’erne sad på DR TV om eftermiddagen, og skabte små universer med klip og klister til op over begge ører, og samtidig tegnede de skønneste figurer. Senere har jeg fundet ud af at det jo slet ikke var hverken papiret, saksen, sejlgarnet eller Strudsen Rasmus der var det geniale – det var formidlingen – det var måden han helt simpelt forklarede verden på, så jeg forstod det.
Lidt på samme måde har jeg det med Livingstones Kabinet, som i min verden er et forbillede på hvordan man på en scene kan formidle helt simpelt og klart, uden at blive belærende eller tale ned til sit publikum.
Og forestillingen CANADA er et godt eksempel på hvordan man kan fortælle en personlig historie – et selvportræt om man vil – og samtidig fortælle en meget større historie. Historien om hvordan verden egentlig hænger sammen, og om hvordan den måde man taler til hinanden, kan få betydning for et liv langt ud i fremtiden. Og fortællingen om hvorfor alt for mange har brug for tanken om det forjættede land.
CANADA er både Nina Kareis’ egen fortælling, og fortællingen om hvordan det føles at være anderledes, at føle man er uønsket. Når ungerne i gården spottende råbte Ninah! NINAH! efter hende som barn, mærkede Nina Kareis hvordan en ubetydelig forskel i udtale stigmatiserede hende og hendes familie, og selv småting som nudeln på middagsbordet kunne bruges til at stemple hende som anderledes – ikke en af os.
Og når man så oveni har en maniodepressiv far, så er det klart at ønsket om et bedre liv forstærkedes både hos Nina og hendes mor, der med tiden opbyggede drømmen om det forjættede land, Canada. Måske ikke direkte identisk med Guds gave til Israelitterne og løftet om mælk og honning i gaderne, snarere det forjættede land som i Henrik Pontoppidans roman af samme navn, et sted hvor alting er anderledes og helt sikkert meget bedre.
Så ligesom Canada dermed er synonym for et bedre liv, så er fortællingen om Nina Kareis’ barndom et desværre meget præcist billede af en empatiløs verden, der ikke accepterer det fremmede, det ukendte, og udefrakommende mennesker der ikke er præcis som en selv. Og som sagt, så bliver forestillingen bygget op bid for bid, scene efter scene med finurlige og helt enkle elementer, hvor vi bl.a. får Nürnberglovene – nazisternes racelove – fortalt som et let overskueligt puslespil på tørresnore. Helt enkelt, som i Jørgen Clevins dage.
Livingstones Kabinet præsenterer med CANADA en smuk lille forestilling, der på elegant vis emmer af Pete Livingstones toner og Nina Kareis klare stemme i det mørke rum, kun oplyst af en ustabil glødepære. En personlig fortælling og verdenshistorien i samme båd. Helt enkelt fortalt.
Foto: Søren Meisner