BELLEVUE BADEHOTEL // Bellevue Teatret

⭐⭐⭐⭐

Sommerlir på Strandvejen – nu uden pøller i vandet. 

 

Noget af det første vi fik oplyst, da vi som publikum stod i udleverede badekåber på græsplænen ned mod stranden, var at Badehotellets piccolo og pedel Kristian Holm Joensen havde målt colibakterieindholdet i Øresund, og det var nu muligt for ham at erklære: Ingen pøller i badevandet!

Hele indledningen til Bellevue Teatrets store sommerfarce BELLEVUE BADEHOTEL, fandt sted udenfor selve teaterbygningen, for at vi kunne fornemme tilknytningen til stranden, Klampenborg, og Arne Jacobsens smukke byggerier på Strandvejen. Og man fornemmede da også straks den slapstick stemning, der var kendetegnende for forestillingen.

Troels Malling – som anløben gummistøvlebeklædt hoteldirektør – kom fræsende med en megafon på en havetraktor, mens Susanne Breuning som bestyrelsesforkvinde forsøgte at holde på formerne, mens hun gav interview til den selvglade TV Lorry reporter Farshad Kholghi. Samtidig forsøgte badehotellets receptionschef – Marie Mondrup – med en blanding af jysk besindighed og åbningsdagsnerver at udlevere værelses nøgler, og den stærkt talblinde piccolo Kristian Holm Joensen fistrede rundt og blev sat i sving af alle andre. Og da vi kom ind i salen, fortsatte sommerløjerne af samme spor, både med spillerne i deres nævnte hovedroller, og i forskellige mindre roller, spredt med let hånd ud over forestillingen. Scenen var sat.

Historien er klassisk; en entreprenant (og lidt for spilleglad) hoteldirektør forsøger at åbne sit hotel med pomp og pragt, men der opstår selvfølgelig adskillige problemer, og alt går galt. Farcen er fyldt med masser af slapstick, masser af vittigheder med referencepunkter under bæltestedet, men også med referencer til Aarhus Letbane og andre nutidige emner, og masser af hurtige ud-af-den-ene-og-ind-af-den-anden-dør sceneskift.

“Mazurka På Sengekanten” møder “Fawlty Towers” møder “Ørkenens Sønner”

På billedet er Kristian Holm Joensen piccoloen der leder efter fugleedderkoppen Nick, der er forsvundet et sted hen hvor der er mørkt og varmt – på bestyrelsesforkvinden Susanne Breuning. Og det er meget kendetegnende for forestillingen, små søde og tit lidt platte jokes, der skaber skægge scener.

Morsomst af alle er Farshad Kholghi i rollen som reporteren, der i sin iver efter en Cavlingpris, går undercover som thailandsk stuepige på hotellet. Samtlige replikker er plat humor, men hans diktion er fabelagtig. Ikke specielt politisk korrekt, men der blev grinet igennem hos publikummet i Klampenborg.

Forestillingen hopper hæsblæsende fra den ene komiske situation til den anden, og selv om man både aner ulykker, frustrationer og skænderier undervejs, så ender det hele med et stort gospelkor og konfetti, og selvfølgelig med et knald – på den gode måde.

Det er makkerparret Vase & Fulgsang der har skrevet, den dobbelt Reumert-vindende instruktør Frede Gulbrandsen der styrer løjerne, og det hele foregår i en ret imponerende scenografi af scenografen Benjamin la Cour, som også stod bag den flotte “Klokkeren for Notre Dame”. Så det er kompetente kræfter der står bag, og jeg tror at Bellevue Teatrets nye direktør Pia Jette Hansen ser rigtigt, når hun lægger stilen med den lette, lystige farce, for at fylde teatrets 742 sæder fremover.

foto Henrik Ohsten

SE MERE

Gå ikke glip af de nyeste anmeldelser og anbefalinger – tilmeld dig Sceneblogs nyhedsbrev!