ANNAS VERDEN // Det Flydende Teater & Teatergrad, på Sophienholm

⭐⭐⭐⭐⭐

Rock the boat.

Kvinders underrepræsentation i kunstens verden er et hot topic i denne tid, hvor den store nordiske kunstmesse CHART er under beskydning for deres beslutning, om kun at vise kvindelige kunstnere på årets messe. De bliver truet med at miste store offentlige tilskud, og en stor del af de selvbestaltede eksperter i medierne udtaler sig om beslutningen, som om det er en katastrofe for alle involverede. Men pointen er jo blot, at vi i flere hundrede år har haft uforholdsmæssigt meget fokus på mænds kunst, og at det jo så nok ville være godt at vippe båden lidt, så vi ikke altid ser solopgangen med de samme øjne.

På samme måde synes jeg at Teatergrad og Det Flydende Teater – i mere end blot bogstavelig forstand – altid har haft modet til at vippe med båden, og se verden fra en anden vinkel.

Tvunget af Corona omstændighederne er Det Flydende Teaters forestilling rykket fra den sædvanlige skulder ved skulder bådtur på Furesøen, til mere fast grund under fødderne, og bedre plads mellem gæsterne. Teatret har fået mulighed for at bruge den smukke have ved Sophienholm, blot et par hundrede meter fra teatrets oprindelige gerningssted, og med både frodig plæne, træer og vandet fra Bagsværd Sø klukkende om fødderne, har både skuespillere og tilskuere mindst lige så gode forhold som tidligere.

Men teatret turnerer jo med deres forestilling, så vigtigst er selvfølgelig, om forestillingen ANNAS VERDEN holder. Og for at gøre det kort; ja, den holder.

Intet uden mig

ANNAS VERDEN handler om hvordan kunstneren Anna Ancher måtte kæmpe for at blive anerkendt som selvstændig kunstner, og ikke blot som sidekick til sin berømte mand, maleren Michael Ancher. ”Intet uden mig” brøler alfahannen på et tidspunkt til sin hustru, men Anna gjorde det klart for Michael Ancher, allerede da han friede til den unge kvinde, at hun ikke kom til at være den stille hjemmegående husmor der fødte ham børn i stribevis – hun ville leve et liv med sin kunst, og hun ville tages alvorligt som kunstner.

Skuespiller Julie Riis er intens i rollen som Anna Ancher, der gennem hele sit voksne liv insisterer på både respekt og frihed, og i dramatiker Julie Petrine Glargaards reflekterende historiefortælling bliver Anna Ancher da også portrætteret som et selvstændigt menneske. Ikke blot som kunstner, men også som et menneske der både bedrager sin ægtefælle, og vælger sit barn fra, når hun skal vælge mellem barnet og kunsten. Normalt træk der på scenen kun bliver nævnt eller fremhævet hos mænd, men hos Glargaard er der ingen berøringsangst, og historien bliver derfor mere end blot en helgenkåring. Intet menneske kan være 100% engageret uden afsavn. Intet menneske er fejlfrit.

Pelle Nordhøj Kann er strålende som Michael Ancher, maleren der ikke blot ser sig selv som stor kunstner, men også mener at Skagensmalerne som begreb bør fremhæves, og få en betydende – og blivende – plads i historien. Spillet mellem kunstnergruppens store personligheder i Skagen har en vigtig rolle i forestillingen, og ikke blot de største navne, som f.eks. P.S. Krøyer, fremhæves for deres indflydelse på Anna Ancher, også f.eks. Marie Krøyers indflydelse får en hovedrolle i instruktør Jennifer Vedsted Christiansens hænder. Jennifer Vedsted Christiansen er fra sit virke med gruppen How to kill a dog og Emma Sehested Høeg vant til at instruere, løfte og skabe stærke kvindelige personligheder på en scene, og kombinationen med Julie Petrine Glargaards gennemtænkte tekst, løfter forestillingen ud over det sædvanlige. Og ikke mindst bliver Luise Skov løftet i de mindre, men vigtige roller som de forskellige kvinder der fik indflydelse på Anna Anchers liv. Bl.a. som Marie Triepcke – senere Marie Krøyer – viser Luise Skov hvorfor begrebet biroller burde afskaffes, for hendes rolle er både afgørende for Anna Anchers liv, og for forestillingen.

Maler vi for folk?

Det Flydende Teaters musikdramatiske forestillinger har som kendetegn altid musikken indbygget i deres setup, og i ANNAS VERDEN er det komponist og musiker Nanna-Karina Schleimann der er med på scenen som ”Lyden af Skagen”. Hun har tilføjet forestillingen en hel del tungere rytmer end vi er vant til i Det Flydende Teaters forestillinger, men virker på smukkeste vis som om hun altid har været der. ANNAS VERDEN er et forunderligt og poetisk, men også intenst og ærligt portræt af en af Danmarks største kunstnere.

Rock the boat? Oh yes – please do.

Foto: Per Morten Abrahamsen

SE MERE & KØB BILLETTER