⭐⭐⭐⭐
Scenografien i Den Jyske Operas WERTHER er det man ynder at kalde skandinavisk – gråblå nuancer, fornuftigt, kedeligt, og møbler man selv kan samle. Som taget ud af et varehus katalog, for der er jo ingen der rigtigt vil bo og leve i det.
Men det er måske netop scenograf Barbara Bloch og instruktør Philipp Kochheims pointe, for Albert, den mand Charlotte har lovet sig bort til, er netop een stor gråblå nuance, fuld af kedelig troværdighed, sikkerhed og ro på bagsmækken. Lige noget for Charlotte – indtil hun møder den kunstneriske Werther, der med sin dybe sjæl og højtråbende kærlighed straks slår benene væk under hende. At Charlottes helt unge lillesøster Sophie så også bliver smaskforelsket i kunstneren, men bliver afvist af Werther, er i princippet blot en sidehistorie, men vigtig i forståelsen af Werthers voldsomme karisma. Operaen er uden tvivl en af de mest klassiske kærlighedshistorier der findes, med følelserne uden på tøjet og ubeskrivelig sorg til følge – kort sagt: Sturm und Drang.
Jules Massenets Opera WERTHER er bygget på Goethes roman Den unge Werthers lidelser fra 1774, og hvor Goethe dengang fokuserede mest på Werthers tanker og følsomme kunstnersind, er den Philipp Kochheim-instruerede WERTHER mindst lige så optaget af Charlottes følelser, hvilket også blev understreget af mezzosopranen Marie Seidlers fornemme præstation ved københavnerpremieren, da hun tog Gamle Scenes gæster med storm.
Werther blev sunget af den græske tenor Angelos Samartzis, der ligeledes levede op til sin karakters lidenskab, og gjorde Werther troværdig. Ikke på den kedelige måde, men på den dybfølte måde. Og dybfølt er også ordet jeg vil bruge om den unge Eva Zalenga, for den tyske sopran sang karakteren Sophie så smukt, at vi alle kunne forstå den ungdommens betingelsesløse kærlighed som lillesøsteren Sophie udstrålede. Og når man som Anton Eriksson så synger den gråblå karakter Albert, så er det svært at hævde sig i selskab med de varmblodige medspillere. Men den svenske baryton var alligevel sikkerheden selv, med sin overbevisende mørke klang som den forsmåede Albert, der må se sin udkårne tabe sit hjerte til en anden.
Jules Massenets smukke toner blev i København viderebragt af dirigent Christopher Lichtenstein i front for Copenhagen Phil, der i graven på Gamle Scene var upåklagelig i sin stilsikre eksekvering af Massenets berømte musik.
Philipp Kochheim har valgt at tage Werther ind i nutiden med IKEA-look, fladskærm og plastikjuletræ, hvilket jeg ikke mener bidrager med noget synderligt. Men med den flotte besætning – og ikke mindst Massenets smukke toner – valgte jeg så at lytte mere end jeg kiggede på scenen. Og det er jo ikke så ringe endda.
Philipp Kochheims afskedsforestilling, operaen WERTHER, er på turné fra d. 1. februar – 11. marts 2024
Foto: Anders Bach