⭐⭐⭐⭐
Jeg har da ikke stjålet det – jeg har befriet det!
Revolutionen lurer på Nørrebro Teater, hvor Dario Fos kapitalismekritiske komedie VI BETALER IKKE ruller stærkt for tiden – meget stærkt.
I Joy-Maria Frederiksens instruktion må holdet af skuespillere have fået et ekstra skud energi, for både tempo, dialoger og bevægelser foregår i hæsblæsende turbo i den stærkt satiriske forestilling i Ravnsborggade. Historien handler kort fortalt om en håndfuld økonomisk stærkt pressede, ganske almindelige mennesker, der sætter foden ned overfor de stigende priser. De nægter at være en del af det system der lader de store firmaer tage ublu priser, og vælger ultimativt at nægte at betale. De befrier varerne som de siger, og det største problem opstår først når de vender hjem med varerne, for man må jo ikke stjæle. Må man vel?
I Benjamin La Cours forstadsscenografi med trøstesløs beton peppet op med IKEA-grønne farver, kæmper først kvinderne i familien, siden også mændene, med sig selv og hinanden om at bevare værdigheden og ikke mindst ærligheden, når skuffer og skabe efterhånden fyldes med befriede varer. Selv politiet kommer i tvivl, for hvem er egentlig ærligst? Og hvem skal man være det overfor? Som forviklingskomedie scorer VI BETALER IKKE da også højt på en forpustet farce-skala, hvor de garvede Thomas Mørk og Lone Rødbroe ligger helt i top.
Vi står her med en tjenestemand ude af funktion.
Og først til sidst, hvor hele forstadsghettoen er truet af nedrivning, samles kræfterne, for kun hvis alle står samlet mod undertrykkerne, kan vi blive frie igen. Avanti popolo!
Det tempofyldte hold af skuespillere består af Thomas Mørk, Lone Rødbroe, Mikkel Becker Hilgart, Anne Laybourn og Asbjørn Krogh Nissen, og det er ikke så lidt de skal nå på scenen, så intet under de har fart på. Men farcens indbyggede tempo er som i Gøg og Gokke – og kan af og til virke lidt for voldsomt, specielt når en forestilling varer 135 minutter, så personligt ville jeg nok have befriet VI BETALER IKKE for en god luns. Det ville ingen have savnet, nu der er så meget på hylderne.
VI BETALER IKKE spiller på Nørrebro Teater d. 23/9 – 28/10 2023.
Foto: Emilia Therese