Anmeldelse: VERDIS REQUIEM MED BERTRAND DE BILLY // Det Kongelige Kapel, Operaen, Det Kongelige Teater

⭐⭐⭐⭐⭐⭐

Du fra bukkene mig skille og blandt fårene mig stille.

Giuseppe Verdis Requiem er større end det meste, smukkere end de fleste, og gåsehudsfremkaldende i alle værkets facetter. Så selvfølgelig var det Verdis Requiem der skulle åbne ballet, når Det Kongelige Kapel i år fejrer sit 575 års jubilæum.

Fredag d. 25. august var Store Scene i Operaen proppet til bristepunktet – ikke blot på publikumsrækkerne, men også på selve scenen, hvor kapellet i dagens anledning havde taget plads. Ikke nede i graven som de plejer, men hævet op, forrest på scenen, som de hovedpersoner de er i aftenens storslåede jubilæumskoncert.

Men intet requiem uden sangere. Og når man opfører Verdis Requiem rundt omkring i verden er det ikke usædvanligt med kor på flere hundrede sangere, så selv om Det Kongelige Operakors 40 sangere er fantastiske i sig selv, var det nærliggende at invitere Malmö Operakör med til Det Kongelige Kapels store jubilæumskoncert. Samarbejdet over sundet er en gammel drøm der bliver udlevet for Den Kongelige Opera, og hvis der var nogen der skulle være nervøse for hvorvidt samarbejdet mellem de to kor kunne fungere optimalt, så bare tænk på hvor mange sangere der har krydset sundet over årene, og nu synger i det andet kor. De kender simpelthen hinanden på kryds og tværs, og med en kapacitet som den franske dirigent Bertrand de Billy til at svinge taktstokken, så var der ikke en finger at sætte på koncertens to kor, der i dagens anledning var smeltet sammen på scenen.

Herre, giv dem den evige hvile.

Det Kongelige Kapel havde Bertrand de Billy meget højt på ønskesedlen, da jubilæumskoncertens dirigent skulle findes, så Operaens daværende ledelse vidste nøjagtigt hvad de skulle gå efter – og kapellet fik hvad de ønskede. Bertrand de Billy er som eftertragtet gæstedirigent vant til at vælge og vrage, og lige som de Billy har en forkærlighed for mindre koncert- og operahuse, hvor intimiteten mellem publikum og kunstnere er i højsædet, så har han en række sangere og kunstnere han ynder at arbejde med, heriblandt solisterne SeokJong Baek, Guanqun Yu, Judit Kutasi og Alexander Vinogradov – hver især stjerner på deres felt.

Så det var intet mindre end en stjernestund da Bertrand de Billy stemplede ind hos kapellet, og med sin tryllestav ledte verdens ældste orkester i Verdis storslåede requiem. Man forstod også hurtigt hvorfor de Billy havde valgt de fire solister, for både hver især og tilsammen besad de den nødvendige stemmekraft der kræves i Verdis Requiem – de var intet mindre end storslåede.

Operaens Store Scene virkede næsten lille den aften, hvor kunstnerne stod skulder ved skulder og fyldte hele scenen, og som publikum kunne man virkelig mærke intimiteten mellem musikerne og salen – præcis som Bertrand de Billy kan lide det. Og som vi blandt publikum forstod at nyde i store drag.

Stort tillykke til Det Kongelige Kapel – lad os lige nappe 575 år mere.

Foto: Marco Borggreve

SE MERE HER