⭐⭐⭐⭐⭐
Lad havet knuse dette skib.
Isolde vil ikke til Cornwall, hvor Kong Marke venter på sin kommende brud – sit krigsbytte. Men Tristan har lovet at bringe Isolde til sin konge, og Tristan er tro mod kongen – indtil kærligheden vælter alle planer, og Tristan og Isolde bliver fanget i den kærlighedsrus der overvinder alt andet – men også bliver deres død.
Richard Wagners opera TRISTAN OG ISOLDE bliver ofte omtalt som størst af alle, og Wagners epokegørende musik er da også fuldstændig fantastisk. Ved premieren i 1865 var det første gang musikken der bar historien og følelserne hele vejen i en opera, og endda uden mulighed for applaus, tilråb, vejrtrækning eller andre forstyrrende pauser undervejs. Et kunstværk uden afbrydelser.
Og lige nu bliver TRISTAN OG ISOLDE så opført i Operaen her i København, i en iscenesættelse af svenske Sofia Adrian Jupither, der igennem de sidste 25 år har instrueret og iscenesat både opera og teater i stor stil, og ellers bedst er kendt som en af verdens bedste Norénfortolkere. Kort sagt en iscenesætter der ikke er bange for at skrælle alt unødigt staffage væk, for at fokusere på dramaet – de store følelser.
Om det så var mit livs lys – jeg slukker det.
Unødigt staffage er heller ikke lige hvad der fylder mest i den ret enkle scenografi af Erlend Birkeland, der med tilhørende lysdesign af Ellen Ruge, og kostumer af Maria Geber, lader karaktererne i operaen være afgørende for scenebilledet, og ikke omvendt. Men det er nu også her Sofia Adrian Jupithers TRISTAN OG ISOLDE ikke helt lever op til Wagners storladne musik og univers af følelser, Wagners dramatiske kunnen. For selv om de erfarne stemmer Bryan Register og Elisabet Strid bestemt synger pænt som Tristan og Isolde, så er det desværre som om de tumler lidt rundt i forestillingen.
Operaen har Katarina Sörenson på som bevægelsesinstruktør, og selv om det er operakoret denne funktion normalt fokuserer på, så kunne man have ønsket sig en stærkere hånd i personinstruktionen af sangerne, der specielt i Bryan Register og Elisabet Strids tilfælde har svært ved at virke troværdige i deres fem timer lange kærlighedsaffære. Jeg er naturligvis godt klar over det ikke er skuespillere vi snakker om, men når en forestilling når op på en kaliber som Den Kongelige Operas forestillinger er, så kan man også godt stille krav til troværdigheden i sangernes præstationer. For jeg giver Sofia Adrian Jupither ret i, at TRISTAN OG ISOLDE i realiteten er et kammerspil, men netop et kammerspil kræver at troværdigheden driver ned ad væggene.
Se f.eks. på garvede kræfter som Stephen Milling, der synger Kong Marke, eller den vidunderlige Hanne Fischer som Isoldes tjenestepige Brangäne – begge har både pragtfulde stemmer der rydder scenen, og karisma der får os til at tro på karaktererne.
Hvis vi skal fange et nyt publikum og en ny generation af operainteresserede, så skal den side af forestillingen være i top.
Havet er øde og tomt.
Det er Paolo Carignani der står i spidsen for Det Kongelige Kapel, og det er her aftenens helt store vinder skal findes. For Wagners toner – fra begyndelsen med den berømte Tristanakkords firklang, til afslutningen med Isoldes svanesang Liebestod – bliver i Operaen udført med en præcision der er en kirurg værdig. TRISTAN OG ISOLDE kan i denne iscenesættelse således sagtens nydes med lukkede øjne – og det er Det Kongelige Kapel og Paolo Carignanis fortjeneste.
Men i III. akt folder scenografien sig dog endelig helt ud, med et stort dystert scenerum med sorte sten, tungtliggende røg og den ramme lugt af brændt gummi, samt et kæmpe borgtårn af slukkede glødelamper, der alt sammen tegner et flot billede af Tristans hjemstavnsborg.
Tristan ligger dødeligt såret, mens hans ven Kurwenal – smukt fortolket af Jens Søndergaard – har sendt bud efter Isolde, og nu blot venter på skibets ankomst. Og når skibet så ankommer, hører vi for alvor Wagners storhed, når Elisabeth Strid synger Isoldes berømte arie Liebestod. Vi ventede næsten fem timer på forløsningen, der også rent scenografisk med Ellen Ruges lysdesign skaber en voldsom kærlighedens flamme på tårnet af glødelamper, der nu vækkes til dåd som en Holger Danske der ryster støvet af sig. Men ventetiden var det hele værd.
TRISTAN OG ISOLDE vises på Operaen, Det Kongelige Teater, d. 18. maj – 8. juni 2024.
Foto: Miklos Szabo