⭐⭐⭐⭐⭐
Fra de ikkeeksisterende vinduer strømmer solskinsstråler á la Hammershøi ind på scenen, mens gulvbrædderne med Jens Christian Grøndahls egne ord knager og forstyrrer tomheden i den forladte lejlighed på Vesterbro. Og gestaltet af en vidunderligt livsklog Kirsten Olesen, får Grøndahls dramatisering af romanen TIT ER JEG GLAD fremdraget al den varme, humor og kærlighed, som Solbjørg Højfeldts fine iscenesættelse på Sorte Hest fortjener.
Det er tekstmagi i særklasse når Kirsten Olesen får lov til at spille med musklerne i Grøndahls smukke monolog. Og i en velsignet stram iscenesættelse af Solbjørg Højfeldt får vi ikke blot essensen af Grøndahls ord og meninger om et levet livs erfaringer med både tragedier og kærlighed, Kirsten Olesen rammer også durk ned i flere af vores tids største udfordringer, når hun som den 70-årige Ellinor beskriver den måde som næste generation lever på – med stort forbrug og statussymboler i højsædet, samt den curling-pylrethed som også rammer plet for alt for mange unge forældre af i dag.

Fortællingen, hvor Ellinor kigger tilbage på et liv hvor hendes første mand var hende utro med deres fælles bedste veninde Anna, og Ellinor først finder ud af det, når manden omkommer i en skiulykke – sammen med elskerinden – er sindrigt bygget op af Jens Christian Grøndahl.
For TIT ER JEG GLAD er ligeså meget fortællingen om hvordan Ellinor finder sammen med Annas enkemand Georg, og om hvordan forholdet til Georg og Annas børn slet ikke fungerer, da Ellinor, der selv kommer fra et simpelt liv med en enlig mor, ikke kan acceptere de spolerede børns attituder og forkælede levevis. Og det hele bliver leveret med præcis så meget overskud, intelligent sarkasme og åbenlys visdom, som kun en skuespiller på Kirsten Olesens niveau kan levere. For slet ikke at snakke om samarbejdet mellem instruktør og skuespiller, der emmer af både kærlighed og sublim kunnen fra d’damer Højfeldt og Olesens side.

TIT ER JEG GLAD er kort sagt et overflødighedshorn af visdom, humor og kærlighed til den verden vi nu engang lever i. Og så endda med Grøndahl, Højfeldt og Olesen til at servere det lukulliske måltid.
Gæstespillet TIT ER JEG GLAD spiller på Teatret ved Sorte Hest fra d. 24. april til d. 17. maj, 2025.
Foto: Robin Skjoldborg