⭐⭐⭐
Sanser og forhandlinger. Emilie Gregersen tolker i ON MY TONGUE udtryk og følelser, men er det nok for at finde frem til et svar?
Indrømmet – Emilie Gregersen påstår ikke nogen steder at hun med sine værker om berøring giver noget svar, men i og med at ON MY TONGUE er det tredje værk i hendes Touch Trilogy, der også rummer Caresses fra 2021 og Touch fra 2020, har hun forsket i emnet i lang nok tid, til at man ville kunne håbe på en form for svar. Tænker jeg. Men omvendt kan man naturligvis også bare opleve ON MY TONGUE for æstetikkens skyld, for poesiens håbefulde venten.
ON MY TONGUE lægger mildest talt blødt fra land, med en ca tyve minutter lang introsekvens, hvor de fire dansere – Paolo de Venecia Gile, Sigrid Stigsdatter Mathiassen, Luisa Fernanda Alfonso og Emilie Gregersen selv – ligger næsten stille i to konstellationer på dansegulvet, hvorpå de så ganske langsomt begynder at røre på sig med søvnige bevægelser – som en opvågning. I den første konstellation begynder den ene danser at ae den anden, og i konstellation nr 2 sætter den tredje danser sig overskrævs på den fjerde.
Jeg anerkender æstetikken, og kunne i princippet bare læne mig tilbage i Dansehallernes fine nye blackbox og nyde de fire danseres samspil i Gregersens koreografi. For både med Karis Zidores interessante kompositioner og lyddesign i højtalerne, samt Emilie Gregersens uhyre veludviklede sans for æstetik i sit arbejde, vækkes de fire dansere til live, og begynder at indtage positioner som alle er velkendte i menneskets interaktionsmodus.
Men det er lige præcis her, at jeg ikke synes Emilie Gregersen tager livtag med de udfordringer som der ligger i nutidens opgør med intimiteten, berøringsbehov og -angst, samt kommunikation og samtykke. ON MY TONGUE bliver i mine øjne ikke farlig nok, og er ikke udfordrende på en måde, der ellers måske kunne få sit publikum til at tænke. Værket er desværre blevet for lidt for pænt.
Emilie Gregersens ON MY TONGUE opføres i Dansehallerne d. 19-23/11 2024.
Foto: Ville Vidø