⭐⭐⭐⭐
OBs fans er tvunget på barsel, Rusland er Gak Gak, Kina er Tik Tok. Men bare rolig, Odense Sommerrevy løser alle jeres problemer med et fingerknips.
Sådan lægger revydirektør Lars Arvad ud i teltet i Fruens Bøge, og det veloplagte hold med Thomas Mørk, Vicki Berlin, Lone Rødbroe og Henrik Lykkegaard, samt Tom Jensen – der også er revyens instruktør – istemmer. Men Thomas Mørk bliver alligevel hængende, for han synes ikke at de store problemer kan løses med et fingerknips. Er klimaet måske ok? Er letbanen holdt op med at larme?
Og med Thomas Mørks præcise inddæmning af verdens problemer, får vi også Odense Sommerrevys DNA serveret på et fad: Den store verdens uhyrligheder får med krabasken, og intet lokalt er for småt til en stikpille. Udenfor er solen ved at gå ned over Fruens Bøge, og inde i teltet er vi – efter en god & solid Picnicbox – for alvor i gang med ODENSE SOMMERREVY 2023.
Western style woke jokes, overfyldte fængsler hvor de dømte må insistere på deres ret til at komme ind og brumme, og hjemmearbejdspladser hvor manden ikke kan gå ud med skraldet, fordi han ikke må forlade spisebordet midt i arbejdstiden. Revyen sprøjter som sædvanligt morsomme numre ud af ærmet, med både vitser under bæltestedet, politiske svirp med pisken, og OB fangrupperinger i eksplosiv vækst p.g.a. tvungen barsel for mænd.
Skal hele Danmark drukne i makrel i tomat?
Det bedste nummer i ODENSE SOMMERREVY 2023 er uden tvivl den formidable satire Når venstremænd græder, hvor hele holdet i blåt rapper deres ulykke ud – med både tekst og musik/track af Vase & Fuglsang. Det holder max, og viser at Vase & Fuglsang bestemt ikke er på vej på pension – ikke engang en Arne pension kan lokke.
Og revyen fortsætter de gode takter. Nu med det hypernormale ciskønnede ægtepar, der insisterer på at få opmærksomhed ved Priden i Odense, og holder det vildeste party – hvor de dog lover du kan nå hjem til Barnaby. Selvfølgelig er revyen også klar med de nyeste skandaler, så en perfekt timet Lizette Risgård sketch, hvor hun i en brandert kommer til at sms’e til en mand på sin egen alder, tager også et af aftenens største bifald. Og en ny-klassiker om det nye supersygehus OUH er der også blevet plads til, i et nummer hvor patienterne en efter en må ændre sygdom, hvis de vil ind på afdeling der er bygget færdig.
ODENSE SOMMERREVY 2023 er kort sagt på toppen i Fruens Bøge – stedet hvor revydirektør Lars Arvad & co. løser alle dine problemer.
ODENSE SOMMERREVY 2023 spiller i Fruens Bøge fra d. 4. maj til d. 10. juni 2023.
Foto: Peter Kjeldsen, Odense Sommerrevy