Anmeldelse: MEET YOURSELF AS A COLONIZER // Persona Non Grata, Blaagaard Teater

⭐⭐⭐

Jeg elsker god dramatik, og verden bliver efter min mening kun et bedre sted at leve, hvis også den politiske aktivisme blomstrer. Faktisk ville jeg meget nødigt leve i en verden uden de to livgivende elementer. Og performancekollektivet PERSONA NON GRATA er blandt de få, der rent faktisk formår at blande de to elementer til værker og forestillinger med saft og kraft, hvor det kunstneriske element matcher det aktivistiske. Men forestillingen MEET YOURSELF AS A COLONIZER på Blaagaard Teater er desværre ikke en af dem.

Det er super sympatisk at støtte Grønland / Kalaallit Nunaat i deres kamp for selvstændighed, og det er dejligt når der er stemmer som mixed-race-aktivisten Carmina Guldmann der rejser sig op og råber os lige ind i ansigtet, og helst så højt at det kan høres helt inde på Christiansborg. Men når det gøres på Blaagaard Teater, pakket ind i en metafortælling af et performancekollektiv, så forventer man at det hele hænger sammen, og dramaturgien lever op til den store fortælling, som Danmarks kolonisering af Grønland retteligen er. Men det gør den bare ikke på Blaagaard Teater, og det er ærgerligt.

Mixed-race-aktivisten Carmina Guldmann. MEET YOURSELF AS A COLONIZER, Blaagaard Teater. Foto Jasko Bobar

MEET YOURSELF AS A COLONIZER er Carmina Guldmanns personlige historie, om hvordan hendes hvide plejeforældre på Falster lyver om hendes herkomst, og om hvordan hun mærker et Danmark fuld af danskere der ikke vil vedkende sig koloniseringen af Grønland – og i øvrigt slet ikke vil acceptere at man sætter spørgsmålstegn ved den dansk-norske missionær og kolonisator Hans Egede og andre ligesindede verdensmænds fortællinger.

Og mens Carmina Guldmann taler fra sin plads i salen, så følger vi tre-fire maskerede figurer på scenen, der planlægger at rejse til Grønland i en speedbåd, da ”Grønlænderne har brug for det, og ikke ved så meget”. En stemme kører over højtalerne, og et diffust projektørlys indkredser hvem af de stift maskerede og dermed ansigtsløse mænd der skal forestille at tale. Men reelt skuespil er det ikke, og den monotone stemme der taler gør sig ingen anstrengelser for at lyde troværdig.

Astrid Lindhart, Mai Katsume, Mathilde Hyttel og Mathias Sauer forklædt som hvide mænd på opdagelsesrejse. MEET YOURSELF AS A COLONIZER, Blaagaard Teater. Foto Jasko Bobar

Selv ikke en storskærm på væggen med en Action man dukke på tur i Grønland, gør at vi kan leve os ind i historien, fortællingen, dramaet. Og så falder Carmina Guldmanns dundertale lidt til jorden – og det er synd. For det er historier som hendes der bærer vidnesbyrdet om Danmark/Grønland forholdet videre til næste generation, der forhåbentligt finder ud af en bedre måde at leve sammen på.

Men teater er det ikke.

MEET YOURSELF AS A COLONIZER spiller på Blaagaard Teater d. 9. – 30. september, 2026.

Foto Jasko Bobar

SE MERE HER OM MEET YOURSELF AS A COLONIZER PÅ BLAAGAARD TEATER