⭐⭐⭐⭐⭐
Hvis du en dag får brug for mit liv, så tag det.
Komponist og musiker Hannah Schneider leverer live musik fra klaveret på scenen, hvor hun sidder som organisten i en katedral af blå blokke. Den formfuldendte tonekunstner er som et græsk kor både usynlig og allestedsnærværende på scenen, mens hun med sine toner fortolker, understreger og formidler Konstantins følelser og tanker. For det er Kristoffer Helmuths endnu ikke helt færdigudviklede forfatter Konstantin der er protagonisten i MÅGEN, og lægger krop og sind til hovedfortællingen i Tjekhovs kærlighedsdrama – en udødelig klassiker, som nu er blevet bearbejdet af den engelske dramatiker Simon Stephens.
Og kærlighedsdramaet i MÅGEN er bestemt ikke blevet gjort mindre af Stephens, som vi sidst så på Odense Teater med den fantastiske MARIA i 2022. For Simon Stephens er, om nogen, dramatikeren der forstår at skabe kontemporær formidling, selv om kærligheden, følelserne, tragedien og ulykken har været iblandt os siden tidernes morgen.
Fortællingen i MÅGEN går i korte træk ud på, at forfatterspiren Konstantin og den 18-årige Nina (Rosemarie Mosbæk) er sammen, men Nina – der må snige sig væk fra den fædrene gård for at spille med i Konstantins nyeste stykke moderne dramatik – er hovedkulds forelsket i en anden, nemlig den succesrige forfatter Boris Trigorin (Claus Riis Østergaard), der viser sig at være Konstantins mors elsker.
Konstantins mor, den kendte skuespiller Irina Arkadina (Natalí Vallespir Sand), har taget Trigorin med til opførelsen af Konstantins stykke, der spilles ved søens bred på onklens landsted. Et naturskønt område, men desværre også fyldt af minder som sidder fastgroet i den større forsamling af mennesker der er inviteret. Heriblandt Benjamin Kitter som den lidt uheldige skolelærer Simeon, der elsker Marcia (Lea Baastrup Rønne), der til gengæld overhovedet ikke elsker Simeon. Hun er til gengæld forelsket i Konstantin, som slet ikke kigger til hendes side.
Hele dette ulykkeligt forkludrede kærlighedskammerpuslespil intensiveres yderligere, gennem både diverse generations- og familiestridigheder, samt kunstnernes følsomme sind, hvor Konstantins porøse psyke og det ødelagte forhold til sin mor er altafgørende.
Konstantins teaterstykker er uden karakterer – hvis du spørger hans mor. Men Konstantins karakterer lever i høj grad i forfatterens sind, og med Kristoffer Helmuths pragtpræstation lever vi med i både Konstantins liv og tanker. Tjekhov skrev dramaet i 1895 – og Simon Stephens har taget tekst og dramaturgi ind i nutiden – men på vejen hjem fra Odense tænkte jeg over, hvilke tanker iscenesætter Nicolei Faber egentlig havde gjort sig om forestillingens tid og sted – for jeg finder den tidløs.
Odense Teaters ensemble er endnu engang fremragende, og netop en forestilling som MÅGEN, hvor det vrimler med små fine karakterer, viser hvor bredt de favner, og hvor vigtigt der stadig er modne skuespillere der stråler på de danske scener. Se bare hvordan Malene Melsen spiller pragtfuldt indtørret som den forsømte modne kvinde Pauline, der ustandseligt bejler til verdensmanden, lægen Hugo, der i Mikael Birkkjærs skikkelse konstant krabber sig udenom. Mage til skøn parringsdans skal man se længe efter. Eller hvad med den – ifølge sig selv – meget gamle 60-årige mand Peter (Anders Gjellerup Koch) der visner mens vi ser det ske. Smukkere kan man ikke se ud i en elscooter.
Store sorte affaldssække med mågefjer overalt, og scenograf Jonas Fly Filberts katedral af blå blokke der omkranser Hannah Schneiders toner. Nicolei Fabers iscenesættelse af MÅGEN er tidløs i både krop og sind, og Kristoffer Helmuth leverer en pragtpræstation som Konstantin.
MÅGEN spiller på Odense Teater d. 3. februar – 9. marts 2024.
Foto: Emilia Therese