⭐⭐⭐⭐⭐
Sårbarhed og styrke.
Når Alexander og Emma McKenzie nu for sjette gang iscenesætter Kammerballetten på Takkelloftet, er det selvfølgelig ikke uden et twist, og KAMMERBALLETTEN 2024 har da også fået undertitlen The Female Gaze, der ikke blot er måden dansen vil blive set på, men også en understregning af McKenzies kuratering i år, hvor det er fire kvindelige koreografer der præsenterer nye værker.
Og lad os starte med aftenens canadiske stjerne, koreografen og danseren Emma Portner, hvis værk ELEPHANT (coverfoto) er skabt til hollandske Toon Lobach og Emma Portner selv. For Emma Portner legemliggør om nogen The Female Gaze, når hun trodser både sin sygdom trigeminusneuralgi og sygdommens konstante anfald af jagende og stikkende smerter – samt omverdenens konforme opfattelser af hvordan køn og følelser bør være, for at være rigtige.
I ELEPHANT stiller Portner spørgsmålet, om en dans uden smerter er mulig, og om en konstant smerte kan opfattes som andet end en barriere for den krop hvor den huserer. Portner lever med smerten, og i hendes lille fine værk, hvor både Toon Lobach og hun selv danser i bar overkrop, er det som om vi er vidner til en overgivelse, hvor danserne accepterer vilkårene, men stadig lever, ånder og føler i en blotlagt sårbarhed.
I værket RASCAL af koreografen Samantha Lynch, er det danserne Sebastian Haynes og Stephanie Chen Gundorph der legemliggør det spirende far/datter forhold som Lynch har fulgt tæt i sin egen lille familie, efter hun fødte sin datter. Lynch har selv et tæt bånd til sin far, og så nu en mulighed for at undersøge dynamikken i det smukke far/datter forhold udefra.
Med Sebastian Haynes og Stephanie Chen Gundorph – i en dagligstue scenografi der ikke kan undgå at få følelser fra barndommen frem i enhver – beskriver Samantha Lynch elegant datterens søgen efter tryghed, fint flettet ind overfor farens beskyttende og omsorgsfulde væsen.
Det er ikke nemt i en koreografi at sondre mellem kærlighedens mange facetter, men Lynch forstår at vise det porøse i det voldsomme, det nære i det fraværende.
Både Sebastian Haynes og Stephanie Chen Gundorph formår at træde i de samme spor som far og datter, og at gøre en støvet grøn øreklapstol til et hjem der rummer begge generationer, er en smuk, næsten genial detalje fra iscenesætterens side.
Helt anderledes er Esther Lee Wilkinsons I COULD HAVE BEEN GREEN, hvor den unge, men allerede erfarne koreograf har kastet sig ud i endnu et koreografisk eksperiment, hvor tilskueren aldrig helt kan føle sikker på hvad man overværer.
Den vilde Esther Lee Wilkinson – der også er Odense Teaters huskoreograf, med kæmpesuccesen DET på cv’et – har tidligere været en del af den kunstneriske ledelse af CORPUS, Den Kongelige Ballets frække lillesøster, og er dermed vant til at udfordre, udvikle og satse når hun skaber nye værker. Og det er også hvad vi bliver mødt af i værket I COULD HAVE BEEN GREEN, hvor en vidunderlig Liam Redhead folder sig ud på dansevinylen i en finurlig solo, der på en og samme tid er udviklingshistorien og et hip til den grønne omstilling der ikke kan gå hurtigt nok.
Confusing when evil looks cute. I always get the evil part – I guess I look cute.
Der er ikke mange der kan danse tåspids i laksko, men Liam Redhead kan noget udefinerbart og tankevækkende rent bevægelsesmæssigt, og i samarbejdet med Esther Lee Wilkinson er det lille værk I COULD HAVE BEEN GREEN blevet til et smukt portræt af foranderligheden og viljen til at søge nye veje.
Ella Rotschilds THE GUESTS derimod, taler ind i en stiliseret verden vi føler vi kender, med et klassisk rødt gulvtæppe som hovedperson.
THE GUESTS – den fjerde forestilling i KAMMERBALLETTEN 2024 – er rent faktisk den længste, og udgør hele første del af aftenen. Det er Ella Rothschild der har skabt koreografien til Doug Letheren og sig selv, samt den 69-årige Tanztheater Wuppertal legende Nazareth Panadero. Og det ægte tæppe, det går igen fra tidligere værker af Ella Rotschild, bl.a. UNPAIR på KAMMERBALLETTEN 2022, hvor tæppet også spillede rollen som det usete i forestillingen.
Ella Rothschilds ballet er det nærmeste vi kommer på et kammerspil denne aften, med alle værkets implicitte neuroser og konflikter, der bogstaveligt talt ruller sig ud i løbets af forestillingen. Dermed ikke sagt at det ikke også er en gennemtænkt koreografisk dans, hvor Doug Letherens forknytte karakter er oppe imod Nazareth Panaderos dominerende overhovedkarakter, samt Ella Rothschilds vrede, og til tider usynlige unge kvinde, der bliver behandlet som en hund i det sammenrullede tæppe. Men et kammerspil er det.
Ella Rothschilds THE GUESTS er hverken smuk eller graciøs, men værket indeholder så meget indestængt frustration og usagte ord, at det holder sit publikum på stikkerne gennem hele balletten.
Og da det jo, lige som med de andre værker i KAMMERBALLETTEN 2024, er Trio Vitruvis eminente musikere Niklas Walentin, Jacob la Cour og Alexander McKenzie der står for de ledsagende toner, bliver de fire kvindelige koreografer Ella Rothschild, Esther Lee Wilkinson, Samantha Lynch og Emma Portner smukt knyttet sammen, i The Female Gaze versionen af Kammerballetten på Takkelloftet.
Trio Vitruvi & Kammerballettens forestilling KAMMERBALLETTEN 2024 – The Female Gaze bliver opført på Takkelloftet i Operaen d. 10-17. august 2024.
Foto: Tom McKenzie