⭐⭐⭐⭐⭐
A little pink dress with a fabulous glow. Gunilla Linds nuttede aggressivitet rammer lige hvor det skal.
Den kunstige duft af plastik indkapsler Linds pointe som en tyggegummiboble, tiltrækkende og fascinerende mens den står glat og blank i lokalet, og faretruende nær på at blive afsløret som aggressiv hvis man kommer for tæt på. Gunilla Linds cuteness univers på Blaagaard Teatret rammer lige i solar plexus.
En myriade af små mekaniske hvalpe tøffer bjæffende rundt i scenograferne Lise Marie Birch & Lars Frimanns lyserøde scenerum, der både kunne være et boudoir i en sleazy film eller en scene fra en amerikansk highschoolserie. Men snart skal scenerummet med de pink gardiner vise sig at være en snedigt udtænkt kampplads, der ikke lader David Lynch og hans creepy Twin Peaks univers noget efter.
Blaagaard Teatret har med dramaturg Rikke Frigast Jakobsen og koreograf Gunilla Lind åbnet op for et traume, der i mindre eller større grad nok ligger latent i os alle. For lige så varm man kan blive ved synet af noget nuttet – lige så aggressive kan tankerne bagved blive. Pink nuttethed og aggressionerne bagved er som yin og yang, for hvis man har magten til at beskytte, har man også magten til at betvinge, til at skade.
Linds fire dansere – Alvilda Faber Striim, Ruth Rebekka Hansen, Josefine Elna Ibsen og Marcus Alexander Roydes – er all dressed up to kill i deres plys og flæser, der fra start af både er nuttede, uskyldige og tillokkende. Men som tiden går forvrænger Lydmors autotune glansbilledet, og velour og pastelfarver får et skær af uhygge over sig, lige som Linds koreografi lader dansernes kroppe bevæge sig hurtigere, hårdere, og med mere abrupte bevægelser.
Et monster er også plysset.
Den altid spændende sanger og komponist Lydmor (Jenny Rossander) holder publikum i spænd med sine elektroniske toner, og mens teksterne tager os længere ind i det nuttede univers af Bambiøjne, lyserødt plys og alt for sød glasur, vender strømmen umærkeligt, og dansernes indbyrdes animositet begynder at vise sig helt fysisk. Og når lyset ikke mere er fløjlsagtigt blødt, men fra skærende lysstofrør, og danserne ikke længere kæler for en nuttet hvalp, men i stedet bærer rundt på jernrør, så er stemningen hos publikum på Blaagaard Teater vendt fra dur til mol, og vi sidder pludselig uroligt på sæderne.
Gunilla Linds vilde og overraskende iscenesættelse er skabt med udgangspunkt i det kulturforsker Sianne Ngai kalder de mindre og mere tvetydige kategorier indenfor æstetikteorien, hvor det nuttede sidestilles med det gakkede og det interessante, når vi snakker hvilke kategorier hun vælger at vurdere og forstå vores nutid ud fra. Hun fravælger store gamle etablerede kategorier som det skønne og det sublime, som filosoffen Kant ellers har lagt til grund for sit arbejde med æstetikteorien, og i stedet vælger Ngai at sætte fokus på vores samtid gennem sine egne kategorier – hvor kategorien det nuttede altså har inspireret Gunilla Lind.
Men bare rolig – den nuttede forestilling kan skam også sagtens opleves uden at have studeret filosofi eller fulgt føromtalte kulturforsker, for Gunilla Lind har med IT’S SO CUTE I’M GONNA DIE skabt sit helt eget univers på Blaagaard Teater, hvor pink plys og nuttede øjne blandes med indestængte aggressioner, til en grad så kun duften af plastik og tyggegummi overdøver drømmen om en enhjørning med store øjne. For IT’S SO CUTE I’M GONNA DIE har det hele.
IT’S SO CUTE I’M GONNA DIE spiller på Blaagaard Teater d. 20/2 – 6/3 2024.
Foto: Kasper Nybo