⭐⭐⭐⭐⭐
I følelsernes vold. Så enkelt kan man beskrive en aften med Puccinis toner, serveret i de tre enaktere i operaen IL TRITTICO.
I en mesterlig opsætning af italienske Damiano Michieletto får vi både kærlighed, død og bedrag, samt en ustyrligt morsom komedie, serveret som perler på en snor. For de tre enaktere – KAPPEN, SØSTER ANGELICA og GIANNI SCHICCHI – er både små selvstændige operaer, men også en perfekt treenighed af følelser, hvor Giacomo Puccini kommer helt ud i de yderste tonekøns fortællende evner, fra de mørkeste og mest dramatiske toner i mol, til de lyseste og humørfyldte toner i dur.
Fortællingen i KAPPEN udspilles i et råt havnemiljø blandt containere, skygger, slagsbrødre og alkohol, men hvor en Sine Bundgaard som Giorgetta lyser op på alle måder. Godt nok er det Giorgetta der bedrager sin mand med havnearbejderen Luigi, og dermed indirekte er skyld i, at en lige så velsyngende Niels Jørgen Riis ender i en blodpøl, men hvad er en opera uden en skøn sopran og farlig Femme fatale – og hvad er bedre end døden til at sætte kærligheden i relief.
Paolo Fantins containerscenografi er i Alessandro Carlettis lysdesign perfekt til at understrege dramaet i KAPPEN, og bare vent – for senere bliver de umiddelbart rå og beskidte containerne som ved et trylleslag forvandlet til både et kloster i SØSTER ANGELICA og et plysbesat rigmandshjem i GIANNI SCHICCHI.
For næste enakter i Puccinis triptykon foregår således i et kloster, hvor kvinden Angelica er blevet anbragt af familien, for den utilgivelige synd at have født et barn uden for ægteskab – en uægte søn.
Søster Angelica bor på syvende år under kummerlige forhold i klosteret, og ligesom i KAPPEN er der i SØSTER ANGELICA brug for en sopran der kender sin besøgelsestid. Og det gør guatemalanske Adriana González i høj grad, da hun – i sin debut i rollen – hverken falder i overdrivelsesfælden, eller falder for fristelsen at outshine sine kollegaer på scenen. Jeg håber vi får Adriana González at se igen på et tidspunkt, hendes stemme tåler bestemt en gentagelse i Operaen.
Men som sagt, vupti fjernes et par containervægge, og både et vaskerum og en ydmyg klostercelle åbenbares, så den sørgelige historie om moderen der tages fra sit barn – og p.g.a. en ond tantes løgn tager sit eget liv – pludselig får en gennemført klosterkold scenografi at spille i. Læg i øvrigt mærke til en vidunderlig Johanne Bock som fyrstinden – den onde tante – Bock forstår virkelig at illudere ondskabens stemme.
Man kunne anføre, at en scenografi som Paolo Fantins containerscenografi burde omtales i programmet som en bærende rolle i IL TRITTICO, men for ikke at træde nogen kunstnere over tæerne, vil jeg blot insistere på at fremhæve den scenografiske magi der udspilles i operaen. Hverken mere eller mindre. Husk at nyde den mens du lytter til Puccini, elegant og kraftfuldt fremført af Det Kongelige Kapel med den nytiltrådte chefdirigent Marie Jacquot på podiet. Jacquot beviste allerede med OREST i september at hun kan styre de store følelsers musik, og her i IL TRITTICO viser vores nye chef i graven at hun spænder over hele repertoiret uden at blinke.
Blink i øjet er der til gengæld masser af i GIANNI SCHICCHI, den tredje og sidste enakter i Puccinis triptykon, for det er her publikum får farven tilbage i kinderne, og her vi bare må overgive os til lystspillets magi.
Lystspillet GIANNI SCHICCHI, hvor alt handler om penge, hvor den kloge narrer den mindre kloge, hvor respekten for en afdød slægtnings ønsker kan ligge på et meget lille sted, og hvor man godt må grine højt når grådige mennesker snydes, er simpelthen en underskøn opera der kan genses igen og igen. Sidst jeg oplevede Puccinis lille snydepelsekomedie var i Børsens nu nedbrændte sal, og jeg tænkte dengang at det var perfekt at spille den i pengeparadiset Børsen.
Men i Børsen var der stort set kun blevet plads til sengen hvor den afdøde hovedperson ligger i, hvorimod der i Damiano Michielettos opsætning med Fantins tryllescenografi i Operaen, er plads til en vidunderligt omfattende plysbeklædt totalrumsscenografi, der sender Puccinis flabede komedietoner ud til sit publikum som en regn af dukater på et tørt sted.
Hele castet, både solister, de mindre roller, samt Det Kongelige Operakor under korsyngemester Steven Moores kyndige styring, er i GIANNI SCHICCHI – ligesom i de første to enaktere – vidunderligt oplagte, og der ingen tvivl om at Elisabeth Linton og Den Kongelige Opera har set helt rigtigt med at genopsætte Puccinis IL TRITTICO her i 2024. Bravo.
IL TRITTICO havde repremiere d. 20/10, og spiller til d. 9/11 2024 i Operaen på Det Kongelige Teater.
Foto: Miklos Szabo
OPERA MENU FØR FORESTILLINGEN? SE ANMELDELSEN AF VÆKSTHUSET HER