Anmeldelse: GRIMM // Revolver på Republique, Østerbro Teater

⭐⭐⭐⭐⭐

De elendige beslutningers tidsalder.

Titlen på kapitel 1 i Sonja Ferdinands grumme videredigtning af de klassiske Grimm eventyr, siger det hele. For titlen står ikke bare med gotiske bogstaver på bagvæggen – den understreger dramatikerens overlegne sans for sproglige drillerier, der både kilder lattermusklen, rynker panden og risler koldt ned ad ryggen på beskueren. Og Sonja Ferdinand skuffer da heller ikke på Revolver – hvor morsomheden og grusomheden går hånd i hånd – teksten i GRIMM er fremragende skarpt skåret. Og smukt serveret.

Scenograf og kostumedesigner Laura Løwe har skabt et gennemtænkt sort/hvidt univers på Revolver, der understreger at ingenting er sort eller hvidt. I samarbejde med lysdesigner Mathilde Niemann Hyttel og videodesigner Signe Dige, samt lyddesignerne Emil Assing Høyer og Jonas Krogh, fremstår scenerummet knivskarpt, med konstant drivende hvide skyer som baggrund, og et sæt gigantiske møllevinger i ensom majestæt på scenegulvet. For hvad er bedre til at fortælle om de gode gamle dage, hvor mølleren malede sit mel hver morgen, end de store møllevinger – konstant kværnende – og med rigelig plads til de tre skuespillere Anton Hjejle, Mathilde Arcel og Freja Klint Sandberg på hver sin vinge.

Men lige som Laura Løwe i 2022, i Betty Nansen Teatrets Stolthed og Fordom, holdt skuespillerne til ilden med sin parketgulvsrutschebane, så lægger Løwes smukke møllevinger et konstant pres på karaktererne i GRIMM, hvor blot et enkelt forkert skridt kan ændre eventyrets gang. Det er en lukket verden på vingerne, hvor det er svært at slippe fra prinsen der vil pille, eller faderen der hellere hugger sin datters hænder af, end at miste sine egne. Og når Sonja Ferdinand – som en top top skat – gør Grimms grumme eventyr som Rapunzel, Rottefængeren fra Hameln og Hans og Grethe endnu grummere, så må det jo gå galt, når de tre uskyldigt udseende skuespillere i sorte lederhosen og hvide flæser træder ned fra deres vinge.

Trioen Anton Hjejle, Mathilde Arcel og Freja Klint Sandberg klæder hinanden, og alle de tre spillere forstår hvad de er en del af, når instruktør Emil Rostrup med rolig hånd beder om retning, og tro på samme, i en forestilling der kunne være have gået grueligt galt. Men med Rostrups flair for det ekstreme, det utæmmelige og det uforudsigelige, får spillerne præcis den sikre hånd på roret de har brug for, i en forestilling hvor møllevingernes konstante kværnen ikke må få magten. Men Løwes smukke møllevinger er uundværlige som modstanden der skaber gnisterne, når Rostrup lader Sonja Ferdinands ord folde sig ud, og Grimms eventyr får nye vinkler og slutninger. For i GRIMM på Revolver lever ingen lykkeligt til deres dages ende.

GRIMM spiller på Revolver, Østerbro Teater d. 25/1 – 2/3 2024

Foto: Sara Galbiati

SE MERE HER