⭐⭐⭐⭐⭐
Ja, Balanchines klassiske værker er både perfekte og smukke. Men det er Christopher Wheeldon der får Emma Riis til at folde sig ud som den tøjlesløse korybantiske danser hun er. GIANT STEPS – BALANCHINE & WHEELDON er både klassisk dans og vildskab skruet ned i en og samme balletaften.
GIANT STEPS i sæsonen 25/26 viser hvordan storhed kan fortolkes på mange måder, og selv om der bestemt er sammenlignelige greb og trin i aftenens tre forskellige værker, så er det helt ok at vælge sin helt egen favorit. For den gamle mester George Balanchines APOLLON og DE FIRE TEMPERAMENTER fra hhv 1928 og 1946, samt George Wheeldons ny klassiker CORYBANTIC GAMES fra 2018, er så forskellige i både krop og sind, at det efter min mening er omsonst at diskutere hvad der er bedst.
Og det er her subjektiviteten spiller ind. Det er her du gerne må sige højt, hvis du – som undertegnede – bestemt nyder at se hvilke af George Balanchines perfekte trin balletverdenen af i dag bygger på, men også må indrømme, at du bare elsker at flyde hen i de uløselige dilemmaer som Wheeldons koreograferede tøjlesløshed repræsenterer.
Den engelske koreograf Christopher Wheeldon skabte i 2018 CORYBANTIC GAMES til The Royal Ballet i London, som fejring af den amerikanske komponist Leonard Bernstein, der ville have fyldt 100 år i 2018. Og med Bernsteins til tider overdrevent lækre kompositioner i hænderne på Det Kongelige Kapel – med dirigenten Damian Lorio i spidsen – folder Wheeldon sin drømmelignende sværddans ud på Gamle Scene, så både guldet og lysekronerne glimter af lykke.
Jeg så forestillingen med bl.a. Emma Riis-Kofoed, Ji Min Hong og Tomoka Kawazoe og Jimmy Coleman, og det var en sand fornøjelse at se hvordan Den Kongelige Ballets klassisk uddannede dansere tog Wheeldons græsk-mytologiske verden af dæmoner og krigere til sig, og svævede hen i et limbo mellem den æggende frugtbarhedsgudinde Kybele og den altid dramatisk-behagende Bernstein.
Men som sagt – GIANT STEPS er også George Balanchines aften.
Til Igor Stravinskijs formfuldendte toner fik vi George Balanchines APOLLON, hvor den græske gud for musik og digtning skal udøve det umuliges kunst, at vælge mellem tre af sin muser. Men hvem kan dog vælge mellem Kalleiope, der repræsenterer poesien, Polyhymnia, der er muse for mimen, og Terpsichore, der er dansens muse. Apollon kan selvfølgelig, og med Balanchines eminente sans for perfektion i koreografien – der vel at mærke ikke lader nogen følelser tilbage på perronen – giver de tre muser alt hvad de har i konkurrencen om Apollons gunst. Og selv om det selvfølgelig er den henslængte Apollon de danser for, så er musernes dans i Nikolaj Hübbes iscenesættelse så gennemført og spændende, at publikum på Gamle Scene næsten aldrig kan lade være med give anerkendende applaus efter hver af musernes danse. Det er klassisk, det er smukt, det er Balanchine.
Og da Balanchines DE FIRE TEMPERAMENTER også er en vidunderligt smuk del af GIANT STEPS, så skulle man være et skarn, hvis man ikke løfter lidt af sløret for hvordan klassisk trinsprog allerede i 1940’erne begyndte at udvikle en mere atletisk og kraftbetonet stil. For når Balanchine skaber en ballet til Paul Hindemiths musik, der egentlig tog udgangspunkt i de fire kropsvæsker blod (sanguis), slim (flegma), gul galde (kole), og sort galde (melankole), og skaber et værk der i stedet fokuserer på temperamenter, (melankoliker, sangviniker, flegmatiker og koleriker), så kan koreografen tilføje både livsglæde, handlekraft, rolighed og eftertænksomhed til sine klassiske trin. Og dermed også tilføje det atletiske aspekt af dansen, hvilket gør DE FIRE TEMPERAMENTER til en helt speciel ballet, og en selvfølgelighed i en balletaften som GIANT STEPS.
GIANT STEPS – BALANCHINE & WHEELDON opføres på Det Kongelige Teaters Gamle Scene på udvalgte datoer i perioden 21/5 – 5/6, 2026.
Foto: Tom McKenzie