⭐⭐⭐
Nu handler det jo ikke om hvad det er, eller ikke er.
I love it. Nicolaj Dissing Schledermanns vindermanuskript EN SOMMERDAG I OKTOBER er hardcore grineren, med lige dele seriøs generationskritik og x-rated splatter. What’s not to like.
EN SOMMERDAG I OKTOBER vandt tidligere på året manuskript konkurrencen DRAMATISK DEBUT 2024 på Teater V, og nu er den unge dramatiker Nicolaj Dissing Schledermanns manuskript så blevet iscenesat i samme hus, hvor Schledermanns groteske klimafortælling er landet i en kunstig Barbie verden af syntetiske farver og ditto meninger. Men desværre er den også landet i en overgearet iscenesættelse, der på trods af de bedste intentioner ender med at blive gammeldags råbeteater. Og det er ikke rimeligt overfor hverken tekst eller forfatter.
Det er skuespillerne Pelle Koppel og Camilla Bendix der klædt i lyserødt er forældregenerationen der ikke vil forstå, og det er Mathilde Lundberg der som datteren repræsenterer ungdommen på barrikaderne. Og både gamle som unge er de karikerede i deres udsagn og handlemåder – dog mest det ældre par på vej mod pensionen. De har faktisk besluttet at bo i en kunstig verden i et Barbie World kolonihavehus med plastikblomster og digital fuglekvidder, der helst ikke skal forstyrres af rigtige fugle, endsige rigtige blomster der visner og sviner. Så datteren bliver mere og mere panisk, for hun ved jo at kloden er er ved at visne, men hvor er forældrene egentlig på vej hen – og hvilken drejning tager deres åh så perfekte verden. Og da datteren endda begynder at se syner – eller er det virkelighed – hvor egern begynder at spise hinanden, og mennesker dør på stribe, så går det helt galt.
Historien er både intelligent, humoristisk og dobbelttydig, og jeg håber Schledermanns gode tekst bliver genopsat en anden gang, evt af en iscenesætter der vil noget med forestillingen. For når Pelle Koppel også selv skal være instruktør, får skuespillerne på Teater V desværre lov til gå alt for langt ud ad en gammeldags tangent der ikke gavner nogen, og EN SOMMERDAG I OKTOBER bliver råbeteater. Selv om Pelle Koppel og Camilla Bendix er to garvede skuespillere der kender hinanden, og i flere scener viser eksempler på deres uomtvistelige talent, så ville det have klædt forestillingen med en instruktør der kunne kigge på dem udefra, og få dem på sporet igen – før de røg ud over kanten.
Men se forestillingen for manuskriptets skyld – så kan du sige du var der, når Nicolaj Dissing Schledermann en dag bliver en stjerne, og han tænker tilbage på sin første forestilling. For han og teksten skal nok klare sig. Det kan jeg bare ikke sige om denne her opsætning.
EN SOMMERDAG I OKTOBER spiller på Teater V d. 11-29/9, 2024.
Foto: Daniel Buchwald