⭐⭐⭐⭐
Den blodige ELEKTRA på Husets Teater er et stringent kammerspil, hvor makkerparret Anja Behrens og Christian Albrechtsen er lige så præcise i deres omgang med følelserne mellem Elektra og hendes mor, som de Kinbaku knuder Elektras far er bundet med.
Det er Lotte Andersen der som dronning Klytaimnestra binder en tavs Kong Agamemnon, der som genfærd blot kan se til mens de præcise knuder – som i den japanske Kinbaku tradition – bliver bundet omkring hans krigerkrop. Kroppen tilhører Søren Poppel der er genfærdet efter Kong Agamemnon, som Klytaimnestra har slået ihjel, og det er Asta August der som Elektra forguder sin far, og vil gøre alt for at hævne. Og nyd scenen – de fem-seks minutter i stilhed hvor knuderne bindes, giver næsten forestillingen en Zen agtig begyndelse.
Det er historien kort fortalt, for instruktør Anja Behrens har skåret alt overflødigt fedt væk fra myten, hvor adskillige fortolkninger ellers har tilføjet vinkler, karakterer og teorier til den oprindelige gudefortælling. Men Behrens fokuserer på mor/datter relationen, med et underliggende faderkompleks hos datteren Elektra. Og det er blevet en tæt, stram og næsten elegant forestilling på Husets Teater. Når jeg siger næsten, så er det fordi det rene udtryk i Christian Albrechtsens scenebilleder, præcisionen i Lotte Andersens gode diktion, og talentfulde Asta Augusts fine leg med sminken og spejlet, efter min mening ikke behøver de mange højlydte skrig og råbende scener, som Behrens har lagt ind i sin fortælling.
Men dramaturg Karen-Maria Billes kloge og nuancerede bearbejdelse af den dødsensfarlige tekst bliver i Behrens’ hænder forvaltet godt, og forestillingen på Husets Teater er i al sin enkelthed blevet et fornemt tæt lille kammerspil, med fine scener som Elektras flagellantiske mismodsfortælling, dronning Klytaimnestras mareridtsangstfulde paranoia, og kong Agamemnons klaustrofobiske umælenhed som genfærd.
ELEKTRA spiller på Husets Teater fra d. 28. januar til d. 4. marts 2023.
Foto: Emilia Therese