Anmeldelse: DEN STUNDESLØSE // Odense Teater, Store Scene

⭐⭐⭐⭐

Odense ligger lige nu flade af grin over Holbergs klassiker DEN STUNDESLØSE. For hvem kan ikke genkende de mennesker iblandt os, der ikke engang kan gå på toilettet uden at tage sin mobil med, for tænk hvis nogen skulle ringe, tænk hvis man gik glip af noget vigtigt.

Slap af, kunne man fristes til at sige, men Hr Vielgeschrei slapper aldrig af, han mener hans arbejde er så vigtigt, at det kræver hans opmærksomhed 24 timer i døgnet, hvert minut, hvert sekund. I 2023 har vi udtrykket FOMO – Fear Of Missing Out – i 1726 var Holbergs skuespil DEN STUNDESLØSE et udtryk for folk der aldrig havde et ledigt øjeblik i deres liv, de var hele tiden optaget, hele tiden travlt beskæftigede med noget meget vigtigt.

Det er en vidunderligt hæsblæsende Benjamin Kitter der spiller DEN STUNDESLØSE himself, Hr Vielgeschrei, og man får næsten stress af bare at se Kitters ansigtsudtryk i forestillingen på Odense Teater. En rolle hvor han med fuld skrue styrter rundt og er travlt optaget med at lave ingenting, hele tiden. Og en nøglereplik i forestillingen er, når han af sin bror bliver spurgt: Men hvad er dit arbejde egentlig?

En underskøn Christine Gjerulff som den snu tjenestepige Pernille har ikke kun rollen som den der lægger hemmelige planer så Hr Vielgeschreis datter kan få sin udkårne, hun er også publikums connection til nutiden, med forklarende regi replikker der påpeger den lige linje mellem århundrederne.

For Holbergs vanvittige komedie om mennesker der synes de selv er så vigtige, at jorden helt sikkert går under hvis de blinker, er lynende aktuel i dagens Danmark. Og i Kamilla Bach Mortensens iscenesættelse på Odense Teater, følges Holbergs 1726-tekster fint ad med dramatiker Thor Bjørn Krebs’ nutidige replikker og tilføjelser.

Også Odense Teaters femme fatale Malene Melsen er på toppen i stressdramaet, hvor hun som husholdersken Magdalone presser på for at blive gift, og med Thor Bjørn Krebs’ sjofle replikker lægger salen ned – fnisende.

Kort fortalt er Odense Teaters DEN STUNDESLØSE et herligt pjattet udstyrsstykke, med fuld fart på et ensemble der både kan og vil, med et varmt og inderligt budskab fra 1726, om at slappe lidt mere af. Chill!

DEN STUNDESLØSE spiller på Odense Teaters Store scene, fra d. 2. februar til d. 11. marts 2023.

Foto: Emilia Therese

SE MERE HER