⭐⭐⭐⭐⭐
Skal vi ikke gå et sted hen, hvor vi er alene?
I 2023 fik han Nobelprisen i litteratur, lige som han i 2015 modtog Nordisk Råds Litteraturpris. Han skriver prosa som var det musik, med gentagelser som omkvæd, og som dramatiker skriver han helst for få skuespillere. Og Jon Fosses DRØM OM EFTERÅRET er ingen undtagelse. På Aalborg Teaters Lille Scene udspiller der sig et drama for to, men med flere karakterer der er billeder på sårende handlinger, og mange steder der leder hen mod det eneste sted, hvor kærligheden kan udfoldes uden andres indblanding. Alene.
Jon Fosses DRØM OM EFTERÅRET er i Nicolei Fabers iscenesættelse på Aalborg Teater sønderrivende, kærlighedshungrende, levende dramatik for alle pengene.
Det er Marie Knudsen Fogh og Østen Borre Simonsen der er protagonisterne i dramaet, hvor hun er single, og han er gift med barn. Men de har kendt hinanden længe, og en dag hvor de tilfældigt mødes på kirkegårdens bænk, er det som om de altid har været i hinandens tanker, de har bare ikke fået gjort noget ved det.
Jeg kommer her af og til – ikke så ofte – tænker jeg.
I trøstesløs regn sidder den skånselsløst velspillende Marie Knudsen Foghs kvinde og flirter, mens Østen Borre Simonsen – vidunderligt neddæmpet i sit spil – kæmper stoisk som den gifte mand på bænken. For Jon Fosses tekst viser ingen nåde, og i Nicolei Fabers instruktion har vi med en velbevandret og determineret instruktør at gøre – Faber har selv spillet den forelskede mand på bænken i en eKleKtisK teaterproduktion version af dramaet på Junge Hunde Festival i 2005 – så Faber ved præcis hvad han vil, og ikke vil.
Selve dramaet i Fosses DRØM OM EFTERÅRET drejer sig om hvorvidt to mennesker, der har accepteret deres ensomme tilværelser, og ved et tilfælde på en regnvåd kirkegårdsbænk ser muligheden for et andet og knap så ensomt liv, kan tillade sig at udleve deres drøm. Og det er naturligvis ikke noget let dilemma – slet ikke når manden allerede har stiftet familie med barn.
Og det er her forestillingens øvrige karakterer kommer i spil – eller rettere billederne på sårende handlinger. For hvem andre end hans mor kan blive ved med, i flere år, konstant at minde ham om hvor godt hun syntes om hans tidligere kone, hvem andre end hans far kan – ved blot at stirre, nikke eller ryste på hovedet – udtrykke sin misbilligelse, og hvem andre end hans ekskone kan pirke til hans dårlige samvittighed, ved at beskylde ham for at være ligeglad med alting – også med deres søn, der måske, måske ikke, er syg.
Det lyder som trivialiteter, men med Jon Fosses gentagelsesunivers bliver det et komplekst morads af følelser der går lige i hjertet. Ikke blot hos manden og kvinden der udlever deres kærlighed, men også hos publikum, der måske forstår familien, måske ikke.
Familien rider ham som en mare, og Camilla Gjelstrup og Martin Ringsmose som hans mor og far, samt Bolette Nørregaard Bang som ekskonen, er intense i deres spil, der changerer mellem farverne begravelsessort, depressionsgrå, og fuldstændigt uigennemtrængeligt farveløs. De er der, men de er der ikke.
Og det løfter vores hovedpersoner på næsten uhørt vis, for Nicolei Faber lader Marie Knudsen Fogh og Østen Borre Simonsen sidde pinen ud, og tage imod, hvad enten de sidder på bænken, eller er sat i skammekrogen i udkanten af scenen, der i Katrine Krohns scenografi er fyldt op med kirkegårdsgrus og omkranset af sørgeslør.
Behøver jeg at sige mere?
DRØM OM EFTERÅRET vises på Aalborg Teater, Lille Scene, fra d. 14/11 – 19/12 2024.
Foto: Rumle Skafte