⭐⭐⭐⭐⭐
Hvilket blik! Og hvilket fipskæg kunne man tilføje. Karen-Lise Mynster er som DEN GERRIGE i Molières forestilling om grådighed så indædt grå og ussel i hele sin fremtoning, at selv skyerne trækker sig sammen og mågerne skider om kap over Odd Fellow Palæets Have. Karen-Lise Mynsters grå karakter personificerer grådigheden, egoismen og begærligheden i Molières klassiker, og hendes eminente skuespil i Grønnegårds Teatrets DEN GERRIGE er fængslende godt.
Komedien DEN GERRIGE handler i grove træk om rigmanden Harpagon, der i skikkelse af Karen-Lise Mynster terroriserer både familie og omgangskreds, i sit usle håb om at rage mest mulig rigdom til sig og beskytte den for alt i verden. Harpagon forærer uden blusel sin datter Èlise væk til en rig gammel mand, bare han ikke skal af med nogen medgift, og sønnen Cleante skal mod sin vilje giftes bort til en rig enke.
Men både Èlise, spillet af Andrea Øst Birkkjær, og Cleante, spillet af Jeppe Ellegaard Marling, har andre planer, hvor kærligheden også får lov til at spille en rolle, og DEN GERRIGEs forviklinger, sammensværgelser og intriger sørger ikke blot for en særdeles underholdende forestilling, det ender såmænd også lykkeligt.
På papiret en simpel omgang forvekslingskomedie, men båret af fantastiske skuespilpræstationer løfter Grønnegårds Teatrets forestilling sig op på allerøverste hylde af klassikerfortolkninger. Det er næsten en umulig opgave at bryde igennem Karen-Lise Mynsters kolossale aura på scenen, men i Madeleine Røn Juuls gennemtænkte iscenesættelse får de mindre roller også plads til at shine. Både Nanna Skaarup Voss som Mariane – naboens smukke datter der må kæmpe for ikke at blive bortgift til Harpagon – og Joachim Kubel som Valere – den hurtigt tænkende hushovmester – er afbalanceret velspillende i deres både morsomme og tænksomme roller.
Lige så velspillende er Peter Flyvholm som den underkuede Mester Jacques, tyendet der skiftevis spiller en helte- og en skurkerolle, alt efter hvad der passer ind i overlevelsesstrategien når man er ansat hos rigmanden Harpagon. Peter Flyvholm fejrer sit 25års jubilæum som skuespiller i Grønnegårds Teatrets DEN GERRIGE, i netop det teater hvor han startede sin karriere i 1998 – og den dygtige, alsidige og altid forandringsvillige skuespiller er langt fra færdig på sin rejse – jeg glæder mig til at følge ham de næste 25år.
Jesper Hyldegaard er perfekt underspillet som La Fleche, endnu en underkuet tjener hos rigmanden, Jacob Weble træder fint ind som både politikommissær og mægler i historien, og Steen Stig Lommer fylder grevekåben fint ud som den fornemme Grev Anselme, der også afsløres som noget helt andet.
Og endelig er der jo Tina Gylling Mortensen, der efterhånden er en klasse for sig. Skuespilleren der med et næsten umærkeligt nik med hovedet suger al fokus til sig, og fylder enhver scene til bristepunktet med intensitet, er i DEN GERRIGE fremragende som Frosine, en entreprenant Kirsten giftekniv der kan sine små tricks for at få kloden til at dreje hendes vej.
I en grå og pengegrisk verden fyldt med tristesse, understreget af scenograf Gøje Rostrups sindssygt vigtige farvespil i både scenografi og kostumer, hvor hver karakter har sin egen farvekode, fejer skuespillerne enhver påstået tvivl om klassikernes relevans af bordet. Grønnegårds Teatrets DEN GERRIGE er skuespilkunstens triumf.
Foto: Bjarne Stæhr
SE ANMELDELSEN AF TEATERANRETNINGEN I ODD FELLOW PALÆETS HAVE HER
En tanke om “Anmeldelse: DEN GERRIGE // Grønnegårds Teatret, i Odd Fellow Palæets Have”
Der er lukket for kommentarer.