Anmeldelse: DE FORTABTE // Aaben Dans, Hal 9, Roskilde

⭐⭐⭐⭐⭐

Kolossale kræfter fylder Hal 9, når Thomas Eisenhardt spiller med musklerne i den tsunami af følelser, som forestillingen DE FORTABTE rent faktisk er. Færøske William Heinesens roman De Fortabte Spillemænd er forlægget, og det er da også de vilde musikere fra Dreamers’ Circus der er epicentret i Eisenhardts musikdramatiske værk, men det er danserne fra Aaben Dans der næsten unfair rammer mig i mellemgulvet, og det er følelserne, naturkræfterne og lidenskaben der er de sande protagonister i det omfattende værk.

Tonerne fra Dreamers’ Circus musikerne Nikolaj Busk på accordeon, Rune Tonsgaard Sørensen på violin, og Ale Carr på det lut-agtige strengeinstrument cister, tegner fra start af billedet af et skrøbeligt sind i oprør, i en verden hvor naturkræfterne raser og intet står skrevet. For man mærker William Heinesens oprørske klippeø attitude i de tegninger af stormens rasen, som lysdesigner Thomas Bek og videodesigner Olivier Guillemain generøst strør ud over den gigantiske hal i Roskilde, og man mærker den færøske trodsighed, når danserne stolt skuer ud over det oprørske hav, med ønsket om at se deres kære igen. Men lige så meget som vi ønsker at enhver fiskerfamilie igen vil blive samlet, lige så medlidende føler vi med de efterladtes umulige drøm – at besejre havet.

Pas på det bedrageriske hav i Hal 9, for man drukner let i Thomas Eisenhardts følelseshav af en fortælling, hvis man ikke holder fast i smukheden i bevægelserne, i tonerne, og i videodesigner Olivier Guillemains overdrevent smukke naturkraftsformationer. Hele hallen er levende fra det øjeblik hvor Rune Tonsgaard Sørensen står med sin violin på en klippe bagest i hallen, og det går op for publikum hvor udsatte vi er, hvor voldsomt et scenarie vi er vidner til – hvor følelsesmæssigt fortættet et drama vi sidder på første række til.

Thomas Eisenhardt lader sine dansere Antoinette Helbing, Alvilda Faber Striim, Jan Vesala, Ole Birger Hansen og Ruth Rebekka Hansen række ud, holde sammen, kæmpe og strides, men ligegyldigt hvor determinerede de er, hvor indædt de kæmper og hvor lidenskabeligt de elsker, så er de fem dansere fra Aaben Dans oppe mod overmagten, når de kæmper deres ulige kamp mod orkanens voldsomme kræfter. Man sidder musestille på sin plads i hallen for ikke at forstyrre dette overjordiske drama, denne giganternes kamp mellem naturens kræfter og menneskets lidenskab.

Og netop denne usagte kamp, denne ikkefortalte handling og den smukke rækken ud til publikum, er Thomas Eisenhardts store styrke i DE FORTABTE – et musikalsk ladet drama i et hav, langt, langt borte.

DE FORTABTE spiller fra d. 14.-27. september i Hal 9 ved Aaben Dans i Roskilde.

Foto: Lærke Posselt

SE MERE OM DE FORTABTE PÅ AABEN DANS HER