⭐⭐⭐
Now you listen to me, young lady!
Den schweiziske kunstner Daria Blum dimitterer denne sommer fra Royal Academy Schools i London, men Blum er allerede nu et spændende bekendtskab, for hun knopskyder med ideer og performances der breder sig ud over hendes virke som både danser, musiker og billedkunstner.
På Roskilde Festivalen 23 præsenterede Daria Blum det oplevelseshungrende publikum for en performance i røg og damp, et show der både viste Blums spirende kunstneriske palet, og et værk der satte fingeren på konstruerede virkeligheder og identiteter. Jeg oplevede Blum omkring midnat, og med dans og sang – og billeder på ophængte skærme i multifunktionsscenen Platform – viste Daria Blum ikke kun hvordan Platform også kan bruges, hun nåede en verden af statements på sine 45min, hvor det opstemte publikum både hujede og piftede i natten.
It was in april.
Dobbeltheden i Blums performance med skærmene over hendes hoved virkede fint, og der var adskillige både overraskende og underholdende øjeblikke i showet, hvor Blum i et rasende tempo skiftede identiteter og beklædning. Grebet er fint på en scene, men nok en smule altmodisch, og efter de første par skift falder overraskelseseffekten, og showet mistede desværre pusten efter 30min. Samtidig er Daria Blums performance blevet for fragmenteret til at hvile i sig selv som samlet værk, så mit samlede indtryk af Daria Blums liveperformance på RF23 er, at det er et work in progress. Men bestemt med stort potentiale – så jeg ser frem til at følge Daria Blum fremover.
Foto: Casper Koeller, Sceneblog