⭐⭐⭐⭐⭐
Luk, bare luk! Gregory Dean ved hvordan moderne ballet- og kropssprog skal være, så når Askepots onde stedmor påstår, at der ikke er andre unge damer i huset end hendes egne døtre – til at modtage prinsens fest-invitationer – så er det skønt at se prinsens adjudant lave hold-kæft tegnet med en enkelt hånd. Askepot ER inviteret. Og det på en måde så det forstås helt op på ståpladserne i Operaen.
Der er klassikere, og så er der Askepot. Eventyret om den fattige pige der efter sine forældres død bor som træl i et hjem hos en ond stedmor og hendes nævenyttige døtre, men med hjælp fra den gode fe ender med at møde prinsen på den hvide hest, og til sidst gifte sig med ham, er verdenskendt. For siden 1500-tallets franske eventyr, og de mere kendte Grimms eventyr i 1800-tallet, er historien om Askepot blevet fortolket og vist utallige gange – for den yngre generation er det nok Disneys version der er den mest kendte.
Men hvad kan en danser og koreograf som Gregory Dean så tilføje den gamle historie om Askepot? En hel del ser det det ud til.
Den engelske koreograf, der havde urpremiere på balletten i 2019, har valgt ikke at ændre synderligt på det ærkekonservative eventyr, hvor en fattig pige må så grueligt meget igennem, før hun ender med det ypperste: at blive gift med prinsen på den hvide hest, der dermed redder hende fra armod og dårligdom.
Gregory Dean vælger i stedet at trykke på speederen i sit showmanship, og tone rent flag som eventyrformidler, som drømmefortolker og som rendyrket cool cat – helt uden at være bange for at bruge for meget glimmer. For i Deans øjne er det kontrasterne, det storladne, og den utilsværtede rene kærlighed uden spørgsmål der er grundlaget for de største drømme – eller som han nok selv ville sige det: that’s what dreams are made of.
Det er jo Sergej Prokofjev der står for den smukke, og ligeledes storladne musik til Askepot, og til premieren dansede den mest bedårende Emma Riis-Kofoed titelrollen, mens en perfekt dansende Ryan Tomash var hendes prins og helt. Der var ikke en finger at sætte på de to solodanseres arbejde, lige som Stephanie Chen Gundorph som den gode fe, samt Eukene Sagues, Mayo Arii, Tara Schaufuss og Tomoka Kawazoe som årstidsfeerne, alle dansede som i en drøm. (og hvis du nu tænker Årstidsfeer? – så er det fordi Dean har skrottet Disneys nuttede og hjælpende mus, for i stedet at lade fire små feer hjælpe Askepot med kjolen)
Men de mest interessante karakterer i Gregory Deans Askepot er uden tvivl de irriterende stedsøstre, samt den onde stedmor. Til premieren dansede Camilla Ruelykke Holst den strenge søster, og Wilma Giglio den flirtende søster, og de to holdt hele forestillingen igennem publikum på dupperne. For selvfølgelig var karaktererne irriterende i deres handlinger, men det var i dansernes udtryk og gennem Deans koreografiske dessiner, at de to dansere sugede al opmærksom til sig. Det sagt, så var der en enkelt danser der slog benene væk under undertegnede – den onde stedmor, danset af Maria Bernholdt. Den autoritative udstråling og de determinerede trin hos den onde stedmor, indeholdt i samme karakter som den fyrige kvinde, der med et blink får de unge lakajer ved hoffet til at skælve, var outstanding. Den udstråling havde fået hende klippet ud af historien, hvis det var en Disney produktion.
Hvilket det jo heldigvis ikke er, for Gregory Deans Askepot i 2024 på Operaens store scene er både flot, velkomponeret og good old fashioned entertainment – with a twist på højeste plan.
Askepot danser i Operaen d. 27/1 – 10/3 2024.
Foto: Henrik Stenberg