⭐⭐⭐⭐⭐
Brecht deconstructed. Ingen trone står urørt i Johannesens verden.
Det er instruktør og hård nitte par exellence Sigrid Johannesen der har iscenesat Bertolt Brechts magtkritiske epos, ARTURO UIS UHINDREDE VEJ TIL MAGTEN, og selv om historien om den lille småsvindler der tilraner sig magten er fra 1941, er verden stadig fuld af Arturo Ui typer, så valget af dramaet på Vendsyssel Teater er storartet.
For en del år siden så jeg i Berlin Der aufhaltsame Aufstieg des Arturo Ui på Berliner Ensemble – med Martin Wuttke som Arturo Ui – og stykket har sat sig fast som et af de bedste, og vigtigste forestillinger jeg nogensinde har set. Heiner Müllers iscenesættelse var 100% tro mod Brechts vilje, og Martin Wuttkes spinkle krop der forvredent fremstiller hagekorset på scenen, står brændt i hukommelsen.
Så kan man overhovedet sætte forestillingen op nu, uden at lovprise den legendariske dramatiker ved at følge hans ord og vilje, når man nu ved hvor godt det allerede er gjort tidligere? Svaret er selvfølgelig ja hvis du spørger Sigrid Johannesen, for hun er en af de mest revolutionære kunstnere dansk scenekunst har for tiden, så selvfølgelig skal Brecht udfordres. Ingen trone står urørt i Johannesens verden.
ARTURO UIS UHINDREDE VEJ TIL MAGTEN er historien om den voldelige og skruppelløse lille småsvindler Arturo Uri der føler sig overset i enhver henseende, og derfor beslutter sig for – med alle midler – at tilkæmpe sig magten over alle og alt. Lyder det bekendt? Det var Hitlers vej til magten som Brechts fortælling beskrev da stykket fik premiere i 1941, men sæt selv enhver diktators, despots eller tyrans navn ind i ligningen, for fortællingen om folks dårskab og ukritiske medløberi er desværre ikke blevet mindre aktuel i 2023.
På Vendsyssel Teaters store arena scene har scenograf Frederikke Dalum fået vide rammer, og i samarbejdet med lysdesigner Flora Pelle Brandt, lyddesigner Magnus Hansen og videodesigner Søren Knud, er arenascenen blevet omdannet til ét stort Green Screen studie, hvor virkeligheden og præmissen for hvornår og hvem der ser hvad, er forvandlet til uigenkendelighed. Man kender det jo fra TV, hvor en tv-vært kan stå ethvert sted i verden, men på en teaterscene er det sjældent brugt, da man jo normalt kan regne ud hvad der vises lige foran ens øjne.
Men i den kompromisløse Sigrid Johannesens univers hvor Brechts fortælling udfolder sig, er der intet virkeligt eller uvirkeligt at holde fast i. Det er lag på lag af historier i historien – og lige som man tror man har fået styr på handling og persongalleri, så viser Johannesens tropper sig som endnu et meta-lag i den forræderiske lagkage af en gangsterfilm, som udspiller sig for publikums øjne. Og netop filmens verden er et af lagene, for vi følger rent faktisk den indebrændte Arturo Ui i sin kamp for at blive set og hørt, på det film set hvor optagelserne til en gangsterfilm er i fuld gang. Arturo Ui laver om på replikkerne og handlingen, så han kommer mere i fokus, men spørgsmålet er så, om de andre spiller med eller stopper ham.
Filmens handling kredser om en mindre bys problemer med forretningsmænd der vil tjene penge, en korrupt borgmester, og Arturo Ui der straks udnytter sin viden om borgmesterens svindelnumre. Eller gør den? For er virkelighedens Arturo Ui skuespilleren i filmen, eller ham i handlingen? Det kommer an på hvad du ser – eller hvad du vælger at se.
Vendsyssel Teater har til forestillingen foretaget en super spændende casting, hvor den vilde Tina Gylling Mortensen igen overrasker, i rollen som den sårede mandsling Arturo Ui. Det er enormt fascinerende at se Tina Gylling Mortensen udnytte hvert et lille absurd moment hos karakteren, og en nydelse at fornemme hvor den stringente instruktør leder sin skuespiller hen. Det er som om Sigrid Johannesen sidder på Tina Gylling Mortensens skulder gennem hele forestillingen, og lydløst hvisker ordrer i øret på Arturo Ui. På samme måde er Peter Flyvholm som Uis følgagtige håndlanger en snedigt udspekuleret casting – Flyvholm dyrker det onde, og hans karakter nyder rollen som belejlig andenviolin. De to kværner forestillingen ned under gulvbrædderne i Johannesens regime. Men også Peter Gilsforts overlegne myndighed som den anløbne borgmester viser tænder, Gilsfort er som Dannebrog, han har det bedst når han er i modvind.
Det er Madame Nielsen der har oversat, og Sigrid Johannesen & Ditte Bladt-Hansen der har bearbejdet Brechts mesterværk, med en uforskammethed der går lige i buksen. Med dobbeltformatet film og teater – samt et par ekstra meta-lag – ved man aldrig helt hvor man er, og når Johannesen så endda forsætligt lader flere scener foregå bag en væg, så kun en del af publikum kan se med, så er der lagt op til ballade. For hvor skal man se hen i en forestilling bygget op om parallelle verdener – og gik jeg nu glip af noget, fordi jeg kiggede på den store skærm i stedet for på skuespillerne på gulvet? Og blev jeg egentlig lige narret der?
Arturo Ui er en dreven svindler, og Sigrid Johannesen mindst ligeså udspekuleret i sin dekonstruerede Brecht klassiker. Smukt par.
ARTURO UIS UHINDREDE VEJ TIL MAGTEN spiller på Vendsyssel Teater 18. februar til 18. marts 2023.
Foto: Rumle Skafte