⭐⭐⭐⭐⭐
En smøg og en tanke. Smukt gentænkt portræt af filosoffen Hannah Arendt, hvor Ina-Miriam Rosenbaum i en kæmpe præstation svæver gennem tid og sted i historisk fiktion af Rhea Leman.
Ingen medlidenhed. I 1975 får filosoffen Hannah Arendt Sonningprisen i København, som en anerkendelse af hendes bidrag til den europæiske civilisation. Men hun er ikke alene, når hun på sit hotelværelse kæmper med at få skrevet takketalen. For Hannah Arendt er aldrig alene – hendes intellekt og konstant søgende hjerne kræver en fortsat samtale med de to vigtigste mænd i hendes liv – sin elskede mand, kommunisten Heinrich Blücher, og nazisten Adolf Eichmann, som Arendt ud fra sit filosofiske udgangspunkt insisterede på at kunne forstå. Ikke tilgive eller sympatisere med, men forstå, hvorfor Eichmann handlede som han gjorde under Det Tredje Riges massemord på jøder.
I forestillingen, der er flot iscenesat af Anne Zacho Søgaard, kigger vi tilbage på Arendts liv, fra opvæksten i Tyskland og den senere flugt fra nazismen, over tiden i Paris hvor hun møder kommunisten Heinrich Blücher, til landflygtigheden i USA og Arendts insisteren på at følge retssagen mod Adolf Eichmann i Israel. For derefter at skrive sin berømte bog Eichmann i Jerusalem, hvor Arendt præsenterer udtrykket Ondskabens banalitet for første gang. Et udtryk der efter Arendts mening dækker over at de allerfleste onde handlinger begås af ren og skær tankeløshed – deraf ordet banalitet. Men også et udtryk der fik mange jøder til at vende sig mod Arendt.
Ud over en kraftpræstation af Ina-Miriam Rosenbaum som Hannah Arendt, er Benjamin Kitter og Klaus T. Søndergaard – begge fra Odense Teaters ensemble – med i den vigtige forestilling, og selv om de i princippet er statister i skyggen af Ina-Miriam Rosenbaum, kan deres tilstedeværelse på scenen ikke overvurderes. De er – lige som i Arendts verden – påtrængende og insisterende når de blander sig, og netop derfor uundværlige i skabelsen af protagonisten i fortællingen – den politiske tænker Hannah Arendt. Et smukt trekløver rent skuespilmæssigt.
De gråsorte rammer for ARENDT – AT SE I MØRKE er skabt af scenograf Lisbeth Burian, der med vanlig perfektionisme får ingenting til at fylde, og almindelige elementer til at spille hovedroller. Læg mærke til filosoffens skrivemaskine, kufferter og senge – de fortæller et liv ved deres blotte tilstedeværelse i mørket.
Hvorimod en stille men fantastisk koreografi af Alma Toaspern løfter os ud af mørket, når Arendt i sit hjernespind lader sig bære af de to vigtige mænd i sit liv. Toasperns fine fornemmelse for kroppens signaler tilføjer endnu et lag af følelser i den stemningsmættede forestilling.
ARENDT – AT SE I MØRKE spiller på Odense Teater på udvalgte dage ml d. 31/8 – 10/10, men spiller også på Aveny-T i København d. 5-9. september.
Foto: Emilia Therese