⭐⭐⭐⭐⭐
Der er grænser for hvor smidig jeg kan være for en mand.
Mens sangerinden Laura Lilholt Andersen – kvinden bag kunstnernavnet ANGÅENDE MIG – sidder i strutskørt og paryk og synger, så går videoinstruktøren fra teaterforestillingen Les Miserables helt tæt på. For denne gang er koncerten med ANGÅENDE MIG mere end en koncert. Det er en iscenesat totaloplevelse, hvor både musikerne og deres toner går i et med scenografien fra Les Miserables.
ANGÅENDE MIG – bandet, kvinden, fænomenet – indledte i 2025 et samarbejde med Betty Nansen Teatret, som med deres Iscenesat format skaber uforglemmelige sceneoplevelser, hvor musikere bliver iscenesat i en allerede eksisterende og stadig levende scenografi. Og den koncertperformance der kommer ud af det, bliver så vist en enkelt gang på teatret – og i dette tilfælde, også på Roskilde Festival 2026.

Tegner dine træk i mit spejl, så jeg ligner dig
Djævlen ligger i detaljen.
På en stor skærm forrest på scenen kan man følge hvad Borgar Skjelstad filmer, når den norske videoinstruktør går tæt på musikerne, og når man er heldig kan se man se direkte ind på scenen, hvor Skjelstad følger musikerne tæt.
Og det er i samarbejdet mellem videoinstruktøren Borgar Skjelstad og iscenesætteren Elisa Kragerup at ANGÅENDE MIG forvandles for øjnene af os.

En dag bliver det bedre. Jeg håber du kan sove i nat.
ANGÅENDE MIG er med Laura Lilholt Andersen som epicenter fantastisk i sig selv, men med Elisa Kragerup og Betty Nansen Teatrets Iscenesat format trukket godt ned om ørerne, blomstrer musik og tekster så det er en ren lyst, og selv et hardcore rockpublikum på Roskilde Festivals nye scene Lagune må overgive sig. Tak for initiativet.
Den iscenesatte koncertperformance med ANGÅENDE MIG blev opført på Lagune scenen, Roskilde Festival 2026.
Foto: Sceneblog.dk