Reportage fra undergrunden. Reportage fra det fornedrende, det overraskende, det sårende og det endegyldige. Sceneblog lod sig for en aften opsluge af teaterkollektivet MAGMA og Katinka Hurvig Møllers performance installation AFSLAG – et genbesøgt traume foldet ud på Basement CPH.
Vi er som publikum vant til de store professionelle forestillinger der sprudler af skaberglæde, og vi hylder kunstnerne for deres værker. Ligesom kunstnerne vi hylder oftest har fået tilsagn på hvad de nu har søgt – for det er svært at lave kunst uden at få støtte. Men der er endnu flere kunstnere der søger og søger – og får afslag på afslag. Og så er der dem der ikke bare får et, to eller tre afslag – de får konstant afslag.
Sådan nogle består det vækstlagsbaserede teaterkollektiv MAGMA af – en gruppe af unge spirende kunstnere, der gang på gang må rejse sig efter afslag på open calls, Den Danske Scenekunstskole, Statens Kunstfond, Musik- og filmskoler, osv. osv. Men også afslag fra kærester gør ondt. Og afslaget på lejligheden du gik og drømte om var decideret urimeligt. Men ens for alle afslagene er, at du må ryste dem af dig hvis du vil videre.
Det satte iscenesætter Katinka Hurvig Møller og MAGMA sig for at dokumentere, med performance installationen AFSLAG på Basement CPH, hvor alt krænges ud, og i et nærmest terapeutisk forløb præsenterer sit publikum for sandheden, råt for usødet.
I en samlende sort/grøn scenografisk ide af Kristina Freese, pakket ind som kun Basement kan være det i et lysdesign af Carl Asmussen – og videodesign af Alexander Tofteskov Hjalmarsson – havde Katinka Hurvig Møller placeret 10 scenarier på det kolde betongulv. 10 forskellige små historier om afslag, fortolket af kollektivet, og med gode råd fra dramaturgisk konsulent Barbara Rousset har Katinka Hurvig Møller så sat ideerne i scene. For selv om kernen i MAGMA kun udgøres af fem-seks stykker, så er performance installationen AFSLAG født i kollektiv samskabelse med alle de involverede performere og sangere i værket, der bla. tæller Amanda Rosendal, Astrid Birkebæk, Emil Nygård, Freja Rosenlund Nielsen, Iben Damkjær, Stine Stub Nielsen og Tanja Møller Jensen, foruden sangerne Amanda Engbo, Astrid Bondo og Julie Schreiber Andresen, samt Laura Olivia Dollerup som også stod for korarrangement og -ledelse.
Og mens publikum gik rundt i den mørke kælder, hvor aktørerne var spærret inde i Kristina Freeses Dogville-inspirerede scenografi med selvlysende striber på betonen, måtte performere nærmest som dyr i Zoo tiltrække sig opmærksomheden fra de besøgende, for at berette om deres afslag. Enkelte publikummer blev lokket til interaktion af de indespærrede afslagsramte, og mens traumerne blev bearbejdet, og afslagene forklaret, så sang et mindre kor fra balkonen sin klagesang, som sirener der lokkende leder publikum på afveje. Et fint og vigtigt element i en ret melankolsk performance, der på trods af både følelsesmæssige og meget nøgterne udsagn snarere står tilbage som en konstatering end en forklaring.
Enhver der har prøvet at få et afslag kender det virvar af følelser der opstår efterfølgende. Og at få skuffelsen, smerten og traumet bearbejdet ud af kroppen, ved at skabe en performance installation som Katinka Hurvig Møller og MAGMA har præsteret med AFSLAG, er ikke bare ret imponerende – det fortjener anerkendelse. Og hvem ved – måske er næste svar alligevel ikke et afslag.
AFSLAG blev opført på Basement CPH på Vesterbro d. 22. og 23. juni 2023.
Foto: Casper Koeller, Sceneblog