4:48 PSYCHOSIS // STUDIO, Aarhus Teater

⭐⭐⭐⭐

Sarah Kanes desperate klassiker i Sargun Oshanas hvide intethed.

 

En sortmaskeret kvinde i støvler, i et klinisk hvidt, bart rum, kun med lysstofrør hængende vertikalt ned fra loftet. Et enkelt og effektivt setup, der ligger i lige linje fra instruktør Sargun Oshana og scenograf David Gehrts tidligere ligeså stringente forestillinger på Aarhus Teaters scene STUDIO.

Sarah Kane arbejdede med 4.48 Psychosis på Kings College Hospital, en psykiatrisk institution i London, og det blev hendes sidste stykke. Kane efterlod sig 4.48 Psychosis, da hun tog sit eget liv som 28årig, d. 20 februar 1999.

Kvinden helt i sort marcherer resolut rundt blandt det stående publikum, hidsigt tjattende til de lysende rør, som var de lianer i en ufremkommelig jungle. Hun henter en kæmpe højtaler og placerer den i udkanten af scenerummet. Hun går videre, finder en mikrofon som hun sætter sig med, og holder om den, som om det var den eneste ven der vil lytte.

Men du har jo venner?

Lægens professionelt empatiske stemme lyder i højtaleren, og kvinden med mikrofonen overvejer hvert ord hun svarer.

Jeg vågnede en nat, hvor alting blev mig åbenbaret.

Jeg er skyldig!

Kl 4:48 vil jeg hænge mig til min død.

Kvinden hænger små højtalere om halsen på 10-15 tilfældige publikummer, og det varer ikke længe før vi fra højtalerne kan høre heftige åndedrætslyde, der bevæger sig rundt i rummet i forskellige tempi. Også lægens beherskede spørgsmål og kommentarer, høres senere fra de små højtalere forskellige steder i rummet.

Det er Mette Døssing der spiller Sarah Kanes alter ego, og hun er bogstaveligt talt – frygteligt god. Fra at være fuldt maskeret og fordækt bag sorte klæder når hun udspyer sit inderste had mod verden og sig selv, går Mette Døssing tættere på afgrunden og den nøgne sandhed, når hun i hvidt hospitalsundertøj forsøger at få verden (og lægerne) til at forstå hendes afgrundsdybe afmagt.

Hun fortæller i denne hendes sidste time, hvordan hendes altomfattende skam og skyldfølelse, den manglende anerkendelse og gengældelse af kærlighed, samt hendes umådelige raseri over verden og sig selv, ikke kan føre til andet end hendes determinerede beslutning om at tage sit eget liv.

Lem åbnes, skarpt lys, og ingenting.

Sargun Oshanas forestilling holder stramt fokus på indholdet i Kanes tekst, og i forhold til sidst jeg så 4:48 PSYCHOSIS (Holland House på Betty Nansen i 2002), hvor billederne i Jacob Schokkings univers var næsten skræmmende smukke, så er det en nærmest fordækt indestængt vrede, der går over i en nøgent udleverende fremstilling af Kanes ødelagte sind, der kendetegner Oshanas forestilling på Aarhus Teater.

Lem åbnes, skarpt lys, udbrud begynder.

foto: Anna Marín Schram

SE MERE