⭐⭐⭐⭐
Poesi på en varm tagryg.
På Vesterbro går en mand uden sko.
Det er godt set af Jan Hertz at lade Camilla Bendix fortolke Monica Zetterlund, og når han placerer hende på en poetisk tagryg med vasketøj, nedfaldne blade, og æbler der triller ned i tagrenden med et plask, så rammer han præcis den stemning man skylder Zetterlunds univers. Camilla Bendix har den charme, ro, og modne stemme der skal til for at rumme Zetterlunds smukke verden.
For det er ikke alt der er kærlighed, det er ikke alt der er smukt, og det er bestemt ikke evig ungdom Monica Zetterlund stræber efter. Og Jan Hertz’ forestilling på Sorte Hest er en smuk lille hyldest til en markant jazzsangerinde, der hyldede kærligheden, men også vedkendte sig livets dunklere sider.
Jeg havde kniven med – den brændte i min lomme.
Det er en kærlighedsparat Camilla Bendix der er alene på tagryggen, højt over byens puls, men alligevel hele tiden i følgeskab med alle de mænd hun så nænsomt synger om. Hun synger om kærlighed og svigt, om trangen til hævn, og om at blive gamle sammen. Hun leger med vasketøjet, æblerne, vandet i tagrenden og vinden over tagryggen, men alene er hun.
Et par gange åbnes en lillebitte lem i taget, og man aner at den ledsagende musik er live i rummet. Fint, men lidt ærgerligt at klaveret og musikken er buret inde, forestillingen ville kun vinde ved at lade den velspillende Benjamin Nørholm Jacobsen være synlig på scenen.
Snart er der kun kaffen og tavsheden tilbage.
Z – MONICA ZETTERLUND er en fin homage til en stor sangerinde, leveret på en poetisk tagryg med en kærlighedsparat Camilla Bendix.
foto: Robin Skjoldborg