⭐⭐⭐⭐
”Alle var der, kirken var næsten fyldt”
Amira Jasmina Jensens portræt af den mexicanske kunstner Frida Kahlo, fortalt gennem lillesøsterens øjne, er som Kahlos kunst var det – følsomt, farverigt og fabulerende fortalt.
I en intens monolog, hvor vi begynder i kirken til Frida Kahlos begravelse, kommer vi rundt om den ikoniske kunstners liv på godt og ondt. Og hvis man ikke ved det på forhånd, så var der urimeligt meget ondt i Kahlos liv, så grebet med at lade lillesøsteren Christina fortælle historien, er en fin måde at sætte både kunst, politik og kærlighed i relief. For som Christina siger om begravelsen i kirken; hun lignede en helgen. Men en helgen var den mexicanske kunster næppe, selv om hun med et kort liv med sygdom og invaliderende ulykker nok kunne opnå den status hos nogle.
Når Christina efter begravelsen tager Fridas tøj på, og med sydamerikanske toner og inciterende dans fremmaner billedet af den karismatiske søster, forstår man hvorfor lillesøsteren levede et liv som både beundrende opvarter, og forsmået søster, der aldrig fik den samme opmærksomhed som faren gav hendes storesøster. Amira Jasmina Jensens monolog rammer plet med en familiefortælling der lever sit eget liv.
Frida Kahlos liv med ulykker, kærlighed og politik, samt kunsten som hun primært brugte til at beskrive sin egen virkelighed, er en voldsomt spændende fortælling, som Amira Jasmina får leveret ud over kanten med al den patos den fortjener.
Sceneblog så VIVA LA FRIDA! på Kulturhuset Galaksen, og forestillingen er lige nu på turné landet rundt. Spiller bl.a. på Teatret ved Sorte Hest i foråret 2021.
Foto: Scene42