⭐ ⭐ ⭐ ⭐
Smid alt overbord – når Nina Kareis og Pete Livingstone tager familien med på Duchamps pissoir, og istemmer ”PORNFLAKES ALL OVER ME”, er vi klar over at der ikke er nogen vej tilbage.
DADAisternes oversete revolution legemliggøres af de absurde tonedigtere i Livingstones Kabinet, med deres umiskendeligt mistroiske tilgang til konform tænkning.
De forvrøvlede lyddigte vælter ud af munden på de optrædende i denne absurde cabaret i Julie Forchhammers ballroom-agtige scenerum i Warehouse9, og fra den forgudede Duchamp-fontæne på væggen, vælter der visdom ud i form af selvkomponerede ord, i revolutionær opposition til det herskende, meningsfulde sprog.
”Grundprincippet var at forarge befolkningen.” Hans Richter, Zürich, 1915
Intet er som vi tror det er – øjeblikket har ingen værdi – og hvad er pointen i at blafre med vingerne hvis der alligevel ikke bliver nogen orkan? Spørgsmålene hober sig op mens Kabinettets ensemble desperat forsøger at nedbryde Bebe Risenfors‘ rytmer med atonale jamber, og ligesom i Zürich i 1916, hvor Hugo Ball fremsagde sit digt Karawane på Cabaret Voltaire iført pap, er Pete Livingstone iklædt paphat når han sørger for at ethvert tilløb til systemer eller orden bliver nedbrudt, og spyttet ud igen med omvendt fortegn.
Absurde taler og poetiske ordstrømme bliver smidt hen over publikums hoveder af de revolutionære kræfter Amia Miang, Troels Hagen Findsen og Ole Håndsbæk Christensen, som først er iført strikkede badedragter, siden overvældende blomsterkreationer med slør, for til sidst at gå linen ud med ikoniske bygningsværker gennem hovedet.
”and may his brain become a long street of buildings 224 stories high” Joan Miró, 1917
Man skal holde vejret for at følge med, når DADA-cabareten UPROAR starter verdensrevolutionen på Warehouse9, og hvis ikke Adelaide Bentzons dadaistiske tilfældighedsprincip-koreografi fortæller dig hvilken vej du skal, så skal de hæsblæsende trommer og piber nok gøre det.
Men glem ikke at trække vejret.
Foto: Fotograf Bjarne Stæhr
