⭐⭐⭐⭐⭐
”Selv frihed er ikke for alle”
Den første performance på denne lørdag, med høj sol og studentervognenes overrislede lydeskapader som baggrundsstøj fra Amaliegade, var lagt i hænderne på tekstil- og kostumekunstneren Charlotte Østergaard, som til UP CLOSE festivalen havde taget et af sine smukke organiske værker med. Med sin performance ‘AweAre – a movement quintet’, havde hun bogstaveligt talt lagt sig i selen for at ramme ind i en af de største udfordringer ved Coronakrisen – at holde sammen hver for sig.
Danserne Alex Berg, Camille Marchadour, Daniel Jeremiah Persson og Josefine Ibsen er i værket AweAre flettet sammen af et blæksprutteagtigt virvar af nøje tilrettelagte gummibånd, der til stadighed trækker de fire mod hinanden i en klaustrofobisk uendelighed. Jeg har i 2019 oplevet Østergaards performance på Biennalen for Kunsthåndværk & Design, men hvor den på Nordatlantens Brygge nærmest var en kamp for de fire performere at nærme sig hinanden, så var versionen af værket i Det Classenske Bibliotek nærmere en firehovedet organisme, hvis fire hoveder skulle samarbejde om at overholde Corona restriktionerne om afstand. Restriktioner, som Ny Carlsbergfondet havde lagt ud som benspænd, og dermed dogmer for alle kunstnerne på festivalen.
Værket ‘AweAre – a movement quintet’ kan og bør opleves igen og igen, for hver gang opdager man endnu en lille detalje i Charlotte Østergaards sindrigt flettede gummiorganisme, der nærmest har en meditativ virkning på rummet.
Dagens anden performance gik en helt anden vej, for det var ordekvilibristerne Maja Lee Langvad & Kristina Nya Glaffey der med deres performance ’Yellow Madonna’ satte fokus på alt det der er skubbet i baggrunden i denne Corona krisetid, en tid hvor der ikke må stilles spørgsmål til ellers helt legitime rettigheder – for det drejer sig jo om at redde liv!
Langvad og Glaffey har specialiseret sig i at sætte lup på andres ord, og give sætninger og overskrifter et tvist der ofte afslører både hykleri og misforståelser. Smukheden i deres arbejde er dog altid til stede, og ligesom i deres Madalfabet fra 2019, hvor de piller Inger Christensens ikoniske Alfabet fra hinanden, for derefter at kaste deres eget underfundige skær over ord og bogstaver, så lader Maja Lee Langvad & Kristina Nya Glaffey ikke den rå tone overdøve det poetiske skær.
Maja Lee Langvad lagde ud med – som Madame Nielsen – at læse op af den fremtidsdystopiske forsideartikel ’Det sidste øjebliks begyndelse’, som Weekendavisens Bogtillæg havde overladt til Madame Nielsen at skrive. Men med egne tryk, nedtoninger eller gentagelser, som fremhævede, satte fokus på, eller ændrede betydninger af sætninger og ord.
”smeltende is lod et søle af blod med fiskeskæl og indvolde fra fjerkræ flyde ud over jorden mellem kar og bure og nøgne betændte, rådnende grå eller bare møgbeskidte kineserfødder i falmede kinesiske gummi-klipklapper, som i ét væk blev løftet fodkløende op og kradset og masseret og gnubbet af livslangt uvaskede kineserfingre”
Mens Langvad stod som Madame Nielsen foran busten af salig generalmajor J.F. Classen, kom Glaffey gående på øverste biblioteksbalkon, og med en megafon istemte, gentog og understregede hun meget effektfuldt Madame Nielsens sætninger. Derefter tog de begge opstilling på en balkon, og ganske nøgent og udleverende læste de op af danske avisers rubrikker og ledere, der pludseligt skabte et ubehageligt præcist samtidsbillede af et samfund hvor vi har accepteret undertrykkelsen af rettigheder vi normalt forsvarer. En alt i alt meget stærk performance af Maja Lee Langvad & Kristina Nya Glaffey.
”Selv frihed er ikke for alle”
Til sidst blev en 30 meter lang blå løber rullet ud i det Classenske Bibliotek, og komponisten Louise Alenius satte sig på en bænk, side om side med Andreas Borregaard med sit akkordeon. Den hyperproducerende Alenius, der både komponerer balletmusik, korværker og operaer, forventer jeg ikke just at se med forvrænget ansigt og knyttet næve, men i hendes performance ’Cirka 5 ud af 23 retningslinjer for skabende kunstnere i starten af det 3. årtusinde’ var det uundgåeligt og nødvendigt. Louise Alenius har dog også tidligere skabt stærkt kritisk kunst (bl.a. den dybt foruroligende SILENT ZONE om incest), så helt ud af det blå kom det ikke, men i værket på Ny Carlsbergfondets UP CLOSE festival, bevægede Louise Alenius sig mellem hyldesten til kunsten og samfundskritikken, som mellem himmel og helvede. Med Borregaards fine akkordeons dystre toner, og Alenius’ forræderisk alsidige stemme, oplevede vi en til tider følsom og kærlighedsfuldt leveret ode til kunsten, til tider et in-your-face insisterende intenst samfundskritisk opgør med samfundet i dag. Breathtaking.
Festivalen er kurateret af Natalia Gutman, og Ny Carlsbergfondet har med sin UP CLOSE performance festival sat gang i den PostCorona kunst – menneske til menneske – som vi så lang tid har savnet.
Foto: Casper Koeller, Sceneblog