⭐⭐⭐⭐⭐⭐
Symfonisk sorgrock hylder kærligheden i TROEN & INGEN på Svalegangen.
At turde sætte tekst til et univers af sorg, at turde tage livtag med et ubærligt tab og de sange som Søren Huss komponerede da han mistede sin kæreste, det er ikke bare modigt – men også en kunstnerisk udfordring som afkræver respekt.
Og et respektindgydende livtag er præcis hvad Per Smedegaard har taget med værket TROEN & INGEN, hvor Jeanette Munzert, med både plads til sorgen og livgivende humor, har forfattet teksten der binder Huss’ sorgrock sammen som et dramatisk værk.
Munzerts tekst er på en gang direkte og uden omsvøb, men også elegant fortællende og med til at skabe en ramme, som fremhæver den sorg som de ramte har svært ved at sætte ord på. Og at lade en telefonsælger fra Dyrenes Vel være kontrasten til sorgen, og sætte den i perspektiv, er helt genialt. Som når hun spørger den sorgramte ægtemand; ”Sildehajer dør af stress – vidste du det?”
I Svalegangens forestilling følger vi tre personer der har mistet. Kærligheden og sorgen i forestillingen er ikke kun til stede hos ægtemanden, men også hos broren og bedsteveninden. Alle tre sørger. Sammen. Hver for sig. Og på forskellig vis.
Så forestillingen handler ikke om Søren Huss, men om tre almindelige mennesker der mister – og sørger.
Ægtemanden lukker af for omverdenen, står i regnvejret og græder ved graven ”Jeg har forseglet kisten med skyld”
Broren kunne ikke passe på hende. ”Men jeg har tid nu!”
Veninden græder, skælder ud, og taler med hende om minder og hindbærsnitter – gennem hendes telefonsvarer, som andre taler med afdøde på gravstedet. ”Vil du ikke nok komme over? – jeg ved ikke hvad jeg skal gøre.”
”Bilisterne skal altid holde tilbage” messer de lærde, mens en svigagtig fodgængerovergang er blevet bygget på scenen, af de samme kasser som før var en mur af granit. Ægtemanden sidder i en papkasse og forstår intet.
”Hvad er det der sker? – vi stod jo lige her!” Søren Huss’ sange står stærkt, og bliver fremragende fortolket på scenen af Jullie Kirstine Hjetland Jensen, Nikolaj Mineka, Laura Kold og Ashok Peter Pramanik, som forestillingen igennem svæver på et tæppe vævet af den pureste rock – leveret live på scenen af Nikolaj Heyman, Niels Søren Hansen, Tom Bilde og Benedikte Borum Poulsen. Fantastisk lydside!
Og livebandets symfoniske sorgrock er som malet ind i scenografen Siggi Oli Palmasons overvældende sorte og voldsomme, men alligevel intime univers på Svalegangen, hvor en mur af sorte kasser spiller en altafgørende rolle i fortællingen om kærligheden, der er som en mur af granit, og pludselig ikke bare slår revner, men ramler sammen som en væg der vælter – og forsvinder.
Forestillingen har været fem år undervejs, men Per Smedegaard har holdt fast. Og årets første seks stjerner skinner nu i Aarhus.
Foto: Montgomery Studio
