THE SUPREME GENTLEMAN // Studio, Aarhus Teater

⭐⭐⭐⭐

Den fremtid du bliver lovet – den er en løgn!”

Pixeleret had fra virkeligheden ryger direkte ind på scenen i Aarhus.

Allerede fra start af vibrerer den tunge bas faretruende under os i THE SUPREME GENTLEMAN, Nanna Cecilie Bangs uhyggeligt aktuelle forestilling på Aarhus Teaters Studio scene. Vi sidder til premieren blot få kilometer væk fra virkelighedens retslokale, hvor en ung Nordjyde, og erklæret Incel, for mindre end 48 timer siden er blevet idømt forvaring på ubestemt tid, for planerne om at udføre masseskyderier i Nordøstjylland ud fra et ekstremt kvindehad.

Og ekstremt kvindehad er netop hvad der ligger til grund for Incels – forkortelsen for Involuntarily celibate eller på dansk, ufrivilligt cølibat – og det er netop det fænomen dramatikeren ønsker at belyse, med monologen THE SUPREME GENTLEMAN på Aarhus Teater. Det er Jacob Madsen Kvols der er manden alene på scenen i forestillingen, iscenesat af instruktør Liv Helm og scenograf Nathalie Mellbye i samarbejde.

Jeg får kvalme af min egen lugt

Hans sved er ikke nogen indre monolog, og manden begynder at fortælle om sin barndom, sin opvækst og sit syn på verden – og ikke mindst, sit overvældende had mod kvinder, hvilket selvfølgelig afstedkommer en uendelig række af ubesvarede spørgsmål. Men som han siger det med et opgivende blik i øjnene: Jeg ved ikke hvordan jeg bedst kan svare jer.

Ikke desto mindre forsøger dramatikeren at finde ind til hvad der ligger bag dette ubærlige had, og hvorfor mange mand verden over har udviklet denne syge trang til at hævne sig på det modsatte køn. Hvis man spørger erklærede Incels, er den umiddelbare grund, at de hele livet er blevet afvist – at de er blevet tvunget til det ufrivillige cølibat – at de ikke har fået af kvinderne hvad de mener de har ret til. Og så kunne man jo bare stoppe her og tænke, bur dem inde hurtigst muligt og smid nøglen væk. Men Nanna Cecilie Bang vil dybere ind i materien, og finde de bagvedliggende problematikker for udviklingen af disse forstyrrede sind.

Se, sagde moren til den femårige, alt dette kan blive dit en dag. Sådan forklarer manden hvordan han fra barnsben er blevet lovet verden, men er vokset op med en lang række af afslag og afvisninger, så han nu står som ung voksen, uden nogen sinde at have kysset, kælet for eller dyrket sex med andre end sin egen albue. Og ledsaget af tung rock der vælter ud af højtalerne, fortsætter han med at fortælle om alle sine frustrationer, mens der på bagvæggen kører pixeleret dialog fra Incel-netværket. Netværket hvor de mange medlemmer på det mørke net får bygget deres selvforståelse op, og hvor fantasier om voldtægt og drab fylder billedet.

Jacob Madsen Kvols leverer en uhyre koncentreret præstation på den intime Studio scene, hvor Mellbyes enkle men effektive scenografi holder sig til en stor hvid gravsten, foran en pixelvæg der er ved at falde sammen. Tung symbolik, men det er også et tungt emne som Bang, Helm og Mellbye præsenterer i THE SUPREME GENTLEMAN.

THE SUPREME GENTLEMAN spiller på Aarhus Teater, Studio, fra d. 5. februar til d. 3. marts 2022.

Foto: Emilia Therese

SE MERE HER FRA AARHUS TEATER

Note: THE SUPREME GENTLEMAN bliver også sat op på Betty Nansen Teatrets Edison scene i København, men med en anden besætning, fra d. 15. februar til d. 11. marts 2022