⭐⭐⭐
“Fuck you for blaming me – fuck you for making me killable”
Annika B. Lewis og Kassandra Production har med forestillingen THE SOUL CATCHER sat fingeren på skadelige relationer, nærmere bestemt relationen med det moderne rovdyr – den skadelige narcissist. Ud fra hendes egne erfaringer forsøger hun at klargøre hvilke mønstre, tegn eller oplevelser, der kan opklare hvorfor det kan lade sig gøre for en narcissist at køre et menneske over.
Forestillingen lægger ud som klassisk whodunnit krimi, hvor tre sortklædte detektiver træder ind på en bar scene sat op som mordsted, hvor de så kan gå i gang med deres minutiøse undersøgelser som et efterforsknings hold i den bedste sendetid på DR. Men selvfølgelig er der absolut intet klassisk over forestillingen af Annika B. Lewis, der aldrig forfalder til letkøbte plots, men altid har noget på hjerte.
De tre efterforskere, Lisbeth Sonne Andersen, Erik Pold og Johan Svensson, begynder i stedet straks at skamrose publikum. De flirter, blinker, viser kavalergang og smiler sødt til alle. Hvorpå de pludselig skifter totalt, og hænger først en, så flere, og siden hele rummet ud for at være grimme, stinkende og helt uden empati for dem på scenen.
De udfører kort sagt først en gedigen gang love-bombing, efterfulgt af en ordentlig gang shaming, alt sammen en del af det Sweet-mean treatment der er en af de manipulationsteknikker den skadelige narcissist har i sit arsenal.
Og det er meget sigende om forestillingen THE SOUL CATCHER, hvor Annika B. Lewis lader sine tre performere hoppe fra scene til scene, hvor formålet er at pinpointe de mange ubehagelige tricks og måder den skadelige narcissist bruger for at krølle sit offer helt sammen. Reactive abuse, Triangulation, Sleep deprivation og Gaslighting – måderne er uendelige, ofrene utallige. Hvor er det godt at kvinder som Lewis deler og fortæller.
Men desværre er ønsket om at få flest mulig advarselsflag med, blevet lidt af en dræber for dramaturgien, der ligeså stille taber pusten. Den suspense der var i rummet indledningsvis er pist forsvundet mod slutningen, og desværre er flere af de ellers fine scener blevet for lange. 30 minutter mindre, og lidt større troskab overfor forestillingens kontrakt med publikum, ville have gjort underværker.
Men super vigtigt tema, og respekt for kvinder som Annika B. Lewis der tør stå frem og fortælle.
Foto: Jens Peter Engedal