Lys og mørke dominerer i intetheds danseprojektet SURE
Den finsk-danske duo Anna Lea Ourø & Amalia Kasakove har arbejdet på deres performative værk SURE siden 2017, hvor ideen om en intetheds-performance blev født i Paris, og udviklingen tog for alvor form under et efterfølgende Røst AiR residency på den afsides beliggende ø Skomvær. Øen ligger alleryderst mod vest i den nordnorske øgruppe Lofoten, og netop det afsides, det tågede, det mystiske og utilnærmelige, var hvad man fik under huden ved deres arbejdsvisning på Bådteatret, i regi af Ubåden.
Anna Lea Ourø (DK) & Amalia Kasakove (FI) har som dansere og koreografer arbejdet med en dramaturgi der skal give SURE et indtryk af intethed. Og til den kreative udvikling af scenerummet har de fået kompetent hjælp af lysdesigner Fabian Nyman, som har skabt et mørke, der med glimt af lys og laser sætter publikums sanser på en konstant prøve. Det er ikke let tilgængeligt, og øjnene skal af og til knibes sammen (eller helt lukkes) for at opfange dansernes bevægelser, som også bogstaveligt talt overdøves af et new age agtigt soundscape af ukendt oprindelse.
Tåge, røg, skærende lys og mørke, samt et overvældende – nærmest påtrængende – lyddesign, gjorde at man i Bådteatrets kolde og rå scenerum, allerede fra start af var klar over at man skulle følge grundigt med, for at nyde de stoiske tableauer i det blågrå univers. Men det var absolut en meget givende arbejdsvisning, og da jeg efter performancen hørte at de har kontakt til Warehouse9, er jeg overbevist om at SURE kan udvikle sig yderligere, og ende som et helstøbt værk.
SUREs intethed i Warehouse9s smukke kubikmeter vil være et stærkt match.
Stay tuned – I will!
foto: Casper Koeller