⭐⭐⭐⭐⭐
Louise Alenius’ brutale korværk slår gnister på det kolde gulv.
Når excellente kunstnere som instruktøren Tue Biering og komponisten Louise Alenius mødes, kan det ikke undgås at det slår gnister. Eller rettere – det skal ikke undgås. I værket STILLE SLAG møder Bierings socialrealistiske scenekunst Alenius’ kompromisløse toneunivers, ikke blot i ånden, men på scenograf Ida Grarups gennemtænkt iskolde scenegulv, kun udstyret med de fornødenheder som fængselsindsatte må leve med på deres syv m2.
Fem tidligere indsatte har delt deres følelser og tanker om tiden i isolation, og ud fra interviews med de indsatte har dramaturg Tanja Diers skabt de rå tekster, der i Alenius’ korale men eksistentielle tilgang til stemmernes formåen er blevet til et korværk uden lige.
”Slår luften ud af mig”
De fem ex-fanger indtager scenegulvet med samme forknytte stilhed som var de lige blevet indsat, og uden ord finder de deres pladser i Bierings iscenesættelse, hvor det er fangernes historie der bliver fortalt, men et kor af sangere der formidler de fem menneskers tanker på scenen.
Som skygger placerer de syv sangere sig blandt fangerne på scenen, og det er kontratenor Morten Groves smukke røst der bryder tavsheden med den klareste stemme midt i trøstesløsheden. Mens de indsatte hver især nærmest mekanisk foretager deres daglige gøremål, som at spise, vaske sig, træne eller se tv, tager korets anatomi form, og flere sangere istemmer Alenius’ intense komposition. Som publikum tænker man først ikke over de indsattes tavshed, for deres udtryk og bevægelser, ledsaget af korets stemmer, giver et isnende og fyldestgørende billede af tilværelsen bag tremmer. Men netop det at korets stemmer er alene på scenen, og ikke forstyrres i sin helhed af tale fra de medvirkende indsatte, er genialt. Det kunne være fristende at høre de indsatte tale, men netop modet til at lade dem være tavse i elendigheden, er et mesterligt træk af Biering og Alenius.
”Tiden, jeg mærker den ikke når jeg skriger”
Når monotonien bliver for overvældende, og de indsattes nyttesløse produktion af ligegyldige musetrapper flyver rundt på scenen når en uges arbejde bliver væltet ud i raseri, så føler man med kvinden der har fået nok. Når de indsatte bare ikke kan mere, og kun får deres indestængte følelser ud ved at gå amok, smide med møblerne, og smadre alt hvad de er i nærheden af, så tænker man ikke længere på hverken tatoveringer eller retssamfund, men kun på trøstesløsheden i isolationen. Og når korets sangere samtidig følger de indsatte tæt, som ånder der gerne vil hjælpe men ikke er fysisk til stede, skaber Biering og Alenius det rum af smerte og ensomhed, som de fem tidligere indsattes fortælling handler om.
De modige ex-fanger hvis beretning vi følger, og som nu er på scenen i STILLE SLAG, er Tanja Bibi Berthelsen, Jannik Vig, Boris Andersen, Habib Moutran og Lars Vesterlund – som alle har siddet mellem 2 ½ og 14 år bag tremmer – mens Louise Alenius’ fremragende kor består af Morten Grove Frandsen, Mathias Monrad Møller, Katinka Fogh Vindelev, Julie MeeRa Albertsen, Kristian Bordoy, Kirsten Grove og Gustav Johansson.
STILLE SLAG på Republiques Revolver scene er både brutalt og bevægende, både vidnesbyrd og kunst.
Et korværk med mening.
Foto: Søren Meisner