SKÅR // Opera miniature i haven bag HC Andersens barndomshjem

⭐⭐⭐⭐⭐

Louise Alenius – Odenses bedste skår.

 

Komponisten Louise Alenius kaster sig kompromisløst over kunstneriske udfordringer, og hendes værker som f.eks. operaen SILENT ZONE kommer til at blive husket i mange år. Så et samarbejde med museumsinspektør Henrik Lübker om HC Andersen, det er for spændende til at ignorere.

Og fredag aften var køen foran HC Andersens barndomshjem naturligvis lang som prinsessens bejlere der ikke duede, men heldigvis blev vi ikke viftet væk, men lukket ind i små hold af forventningsfulde sjæle, der blot ville være en lille del af Alenius’ værk.

Alenius og Lübker har arbejdet med musikken i HCA-fortællingernes magi, og den sarte opera fortælling der udspiller sig i haven bag digterens barndomshjem i Odense, er da også blevet en lille magisk stund.

En performance, hvor sopran Sofie Elkjær Jensen og kontratenor Morten Grove Frandsen sidder blandt blomster og træer i haven, og drikker te med de besøgende gæster, mens Louise Alenius sprøde stemme fortæller historien om porcelæn, the, skår og klinker.

Sofie Elkjær Jensen og Morten Grove Frandsen bruger det klirrende porcelæn og deres smukke stemmer til at formidle historien, der varer præcis så længe, som det tager at drikke en kop the.

”Det er min historie, sagde vinden og vendte sig. Væk var den”

Vinden, tusmørket, planterne og træernes svajen, og ikke mindst den lille kop varme the i hånden, skabte et vidunderligt rum, hvor de to sangere levendegjorde Alenius’ sarte fortælling. Tonerne forsvinder af og til, men dukker så op igen, når man mindst venter det. Og når man kender de to kgl sangeres smukke stemmer, var det næsten en forbrydelse at lade dem være stille i så lange perioder, men så meget desto smukkere var det, når de så endelig sang.

Det nærmest rituelle miniatureoperaværk SKÅR er en oplevelse ud over det sædvanlige, og vil blive opfattet forskelligt af hver en gæst, men for mig var det en meget smuk og nænsom blanding af intimiteten i PORØSET på Det Kgl Teater, og det rituelle aspekt i RITE OF NOTHING i Cisternerne.

Foto (Sofie Elkjær Jensen i haven): Casper Koeller, Sceneblog

SE MERE

 

Gå ikke glip af de nyeste anmeldelser og anbefalinger – tilmeld dig Sceneblogs nyhedsbrev!