⭐⭐⭐⭐⭐⭐
Voldsom elegance.
“Don’t move that limbo bar / You’ll be a limbo star “
Når Mark Philip smider kostumet, og Alexander Skjold bearbejder de to store Steel pans i halvmørket så tonerne fra Billy Stranges udødelige Limbo Rock fra 1962 breder sig i Bygning A´s lavloftede industrilokale, er det som en forløsning på den voldsomme oplevelse som Uppercuts dansere har præsenteret os for. Men det er bestemt ikke afslutningen på Stephanie Thomasens værk LIMBO, for dramaet fortsætter med samme intensitet, blot med endnu en vinkel på den historie om svinets forandring som Thomasen vil fortælle.
LIMBO, den anden forestilling i trilogien PLEJER ER DØD, er voldsom elegance på flere planer. Koreografen Stephanie Thomasens nådesløse dedikation til sit håndværk skinner tydeligt igennem, når de fem dansere arbejder så præcist som ved samlebåndet på et stålvalseværk, hvor et forkert trin eller en ukoordineret bevægelse kan få voldsomme konsekvenser. I den dunkle atmosfære i Bygning A, hvor støvet på gulvet og transportskinnerne i loftet emmer af industri, står danserne Alessandro Sousa Pereira, Linn Fletcher, Alexander Skjold og Giorgia Reitani ved hvert sit bord, iført ens mørke klæder. Og for enden af rummet hænger der fra loftet en kæmpe uformelig krop, der helt klart ikke lever op til de fire sortklædtes smidige og velorganiserede ydre. Svinet er sat til skue, til hån og skam i de tykke reb fra loftet.
I rummets anden ende, er porten. Den port vi alle skal igennem, den port som bringer os videre, og som definerer os på trods af uvisheden om hvad den skjuler. Og selvfølgelig vil også svinet igennem porten, men må sande, at han bogstaveligt talt render panden mod en mur når han forsøger. Det er en outstanding performance af Mark Philip, der pakket ind i flæsk kæmper en ulige kamp mod de fire elegante dansere i sort, og må kæmpe for hver en centimeter han kommer nærmere porten.
Det ligger i Uppercut Danseteaters DNA, at de præcise trin og smidige bevægelsesmønstre følges op af lige så gennemførte rytmer, og i LIMBO bliver rummets industrielle aura understreget med lydene fra stålborde, jernsøjler og vægge, der i Thomasens koreografi – og komponist Alexander Skjolds tætte lydbillede – får en hovedrolle i den rituelle dans om retten til at bestemme hvem der må komme igennem porten.
Om flæsket skal smides, om røde laksko kan få svinet til at fremstå mere elegant, eller om det bare handler om at få svinet på slagtebordet, er blandt dilemmaerne i LIMBO, hvor Thomasens saga om svinet fortsætter i tomrummet mellem liv og død, og skaber endnu større forventninger til tredje værk i trilogien PLEJER ER DØD.
Uppercut Danseteater sprænger igen rammerne, og præsenterer med LIMBO en voldsom og elegant forestilling, hvor Stephanie Thomasen viser tænder i mørket og Mark Philip brillerer på gulvet – og på kødkrogen.
PLEJER ER DØD – LIMBO spiller fra 21. september til 1. oktober i Bygning A på Kløvermarksvej 70.
Foto: Badi Berber