⭐⭐⭐⭐⭐
”Oh, mand som går ad vilde veje – dette er en sang til dig.”
Musikteatret SaltoMortales forestilling PAN er mere end en kammeropera, og bestemt mere end et skuespil.
Det er forfatteren Kim Leine der har skrevet librettoen efter Knut Hamsuns roman Pan fra 1894, og man mærker tydeligt hvordan prosaforfatteren kæmper med at vise Hamsuns gnister troskab, samtidig med at han skal indordne sig under operagenrens begrænsninger. Intet under at Leine synes at teksten til PAN er det sværeste han nogensinde har skrevet.
I SaltoMortales eksistentielle skovdans af en forestilling, står Kim Leines åbenmundede tekst ansigt til ansigt med komponist Karsten Fundals dystre toner, når det fremragende cast forløser SaltoMortales sceniske fremstilling af PAN. Med excellente skuespilpræstationer af Olaf Johannessen og Joen Højerslev, samt en forbilledlig crossover performance af sopranen Cille Buch, bakket solidt op af tenoren Tobias Ørum, Charlotte Thaning på piano og Ida Nørby på cello, er PAN et genrenedbrydende musikdramatisk værk der stikker ud.
Ligesom i Hamsuns roman, hvor det er skoven og det afsidesliggende der giver løjtnant Glahn ro, finder vi i dramatiker Line Paulsens iscenesættelse Olaf Johannessen i provinsen, hvor Glahn, nu indlogeret på Machs Hotel, beretter om sit forhold til krigen, verden og kvinder generelt. Han er lige kommet tilbage fra krigens grusomheder, tilbage til det sande mareridt, konen derhjemme. Og derfor finder vi ham nu, iført hotellets grønne housecoat, i en seng i provinsen. Glahn er træt af verden og specielt kvinder, og vil meget hellere have kød, kartofler og sovs serveret på værelset, men har dog alligevel svært ved at modstå den vampede stuepige Edvarda, legemliggjort af sopranen Cille Buch. Ligeledes i grøn housecoat er Joen Højerslev som Vermand, endnu en logerende på Machs Hotel, men hvor Glahn er fanget i et spind af misogyni, er Vermand selverklæret feminist med en uendelig kærlighed til kussen, som han forguder i alle former og størrelser.
”Stripper eller Statsminister. Eller servitrice på Machs Hotel”
På hotellet huserer også tenoren Tobias Ørum, der ikke blot er hotellets pedel og opsynsmand, men sammen med Cille Buch udgør fortællingens græske kor, som både highlighter følelser og handlinger, og lokkende annoncerer dagens menu på Machs Hotel. At følge med i Glahn og Vermands meget eksplicitte seksuelle holdninger og lettere forstyrrede verdensanskuelser, samtidig med at Ørum og Buch flerstemmigt lovpriser dagens ret, er priceless.
Det er som sagt komponisten Karsten Fundal der står bag de dystre toner i PAN, og det er sjældent man hører et nutidigt værk være så rammeskabende og løftende uden at være leflende, som de noder Fundal har lagt ud til cellisten Ida Nørby og Charlotte Thaning på piano. Thaning er lige så farlig som hun var i SaltoMortales egen Koncert for Lou fra 2017, og Ida Nørby er konstant lokkende og afvisende på samme tid, når hun lader celloens strenge følge Fundals takter.
”Jeg checker ind på Machs Hotel, hvor ingen checker ud”
Man kunne let fristes til at tro, at ideen om at lade Kim Leine fortolke Hamsun var født på en forfatters bord, men det var SaltoMortale der bad Leine om at kaste sig ud i librettoens gentagelsesunivers, og samme SaltoMortale der venligt men dygtigt holdt forfatteren på sporet, når han var ved at give op undervejs. Det er determineret musikdramatisk produktion der vil noget.
I Line Paulsens rå iscenesættelse af PAN på Takkelloftet, bliver fortællingen om mandens helt enkelt komplicerede sind således fortalt af både den intellektuelle kvindehader Glahn, og den kussefikserede og konstant gokkende Vermand, der finder sig til rette i verden med en skærm og en køkkenrulle. Der er frit valg på alle hylder.
PAN er SaltoMortales anden opera i deres trilogi om Kvinden og Manden. Første del, Koncert for Lou i 2017, omhandlede kvinden.
PAN spiller på Takkelloftet i Operaen 14.-19. december 2021.
Foto: Søren Meisner