⭐⭐⭐⭐
”Tanken om et spædbarn i mine arme, var simpelthen for mærkværdigt”
Skuespiller Lotte Andersen taler direkte til publikum fra sin foretrukne plads i haven, mens Rasmus Junckers æteriske slagtøjs-toner lægger sig som et beroligende tæppe over scenerummet. I en sindrigt opbygget verden, hvor scenograf Lise Marie Birchs futuristiske trappenatur indkapsles af rislende fornemmelser, deler Lotte Andersen sine tanker om verden, og om børn. Set fra hendes perspektiv. Set fra en mors perspektiv. Set fra et menneskes perspektiv.
Hendes søn, Louis Bodnia Andersen, dukker efter et stykke tid op i rummet med solide ørebøffer på ørene, og sætter sig godt til rette på nogle klipper. De er mor og søn, men forskellen er enorm, og afstanden er til at tage og føle på. Han lytter til forskningsarbejder, til kvanteteorien og til jordklodens uendelighed. Han ser verden fra det ikke-menneskelige perspektiv.
”Luk øjnene og se vaskebjørnene”
Iscenesætter Niels Erling har bearbejdet tekststykker af Ida Marie Hede, Marie Bjørn, Peder Frederik Jensen og Ursula Andkjær Olsen, og har i skabelsen af MENS SOLEN BRÆNDER arbejdet intenst med biologer, forskere og astrofysikere. For til sidst at ende med et velvoksent dilemma – mennesket versus naturen. Eller rettere: jordklodens klimakrise set fra det menneskelige perspektiv, versus det ikke-menneskelige perspektiv. Det er en super interessant vinkling som Niels Erling præsenterer, men den sammensatte og teksttunge forestilling virker for fragmenteret for min smag – den ender med at ofre mor/barn fortællingen på den cirkulære dramaturgis alter.
Lotte Andersens flotte præstation trækker dog gevaldigt op, og da Lise Marie Birchs scenografi er lige til at spise, og musiker Rasmus Junckers elektroniske toner også er ret vidunderlige – så er forestillingen MENS SOLEN BRÆNDER bestemt et besøg værd.
Foto: Emilia Therese